Som P2 kunstner 2017 har Andreas Brantelid været igennem et år med talrige koncerttransmissioner og andre medieoptrædener på DR. Men ellers er det nu udlandet, der kalder på den danske cellovirtuos. Andreas Brantelid optræder i dag over hele verden med orkestre som London Philharmonic og Mahler Chamber Orchestra. Han har desuden givet solokoncerter i både Wigmore Hall i London og i Carnegie Hall i New York. Christian Ihle Hadland fik verdensomspændende opmærksomhed, da han i 2011 blev udvalgt som BBC New Generation Artist. Det er siden gået slag i slag med prisvindende cd-indspilninger og turneer i hele verden. I Skandinavien, England, Tyskland og USA har han turneret med de bedste symfoniorkestre ligesom en lang række kammermusikscener i både Europa og Australien har haft hans besøg.

Glazunov studerede i St. Petersborg og imponerede sine lærere med et exceptionelt musikalsk gehør og hukommelse. Den spansk inspirerede sats, der indleder de to smukke stykker i opus 20, er livlig og humørfyldt, mens der anslås en afdæmpet, lyrisk tone med et lille strejf af melankoli i ’Mélodie’.

Chant du Ménestrel er komponeret i år 1900 og giver et følelsesfuldt musikalsk udtryk for den omrejsende trubadur. Stykket falder i tre dele: En melankolsk indledning, hvor celloen synger i sit udadvendte tenor-leje, en lidt mere optimistisk og varm midterdel og endelig en tilbagevenden til det mere indadvendte. I 1934 var Sjostakovitj endnu ikke faldet i sovjetstatens unåde, men havde til gengæld udfordringer i sit private liv – blandt andet med en midlertidig skilsmisse fra sin kone til følge. Sonaten rummer alligevel megen sødme – suppleret med tonale og rytmiske overraskelser skudt ind som krydderier i en indbydende og til tider humoristisk anlagt modernisme.

Oprindelig komponeret som ordløs sang og dedikeret til sopranen Antonina Nezhdanova er Vocalise et af de værker, der på magisk vis har spredt sig til et hav af forskellige sammenhænge. Den smukke melodi er arrangeret for fuldt orkester, kor, fløjte, klarinet, jazzensemble eller cello/sang-duo (fx opført af Bobby McFerrin og Yo-Yo Ma) – og naturligvis for cello og klaver.

Det er klaveret, der slår temaerne an i Rachmaninovs opus 19. I første sats sker det som et markant 6-tonetema, der bryder ind først som parentetiske drillerier i celloens passionerede melodi, senere foldet mere ud. I den underskønne tredjesats er det igen klaveret, der sætter an med celloen som efterfølger i en fløjlsblød tagfat med skiftende farver i dur og mol. I den brilliante finale dyster to temaer om opmærksomheden: Et hurtigt og lyst hovedtema og et mere passioneret sidetema med smidig og sangbar legato.