Med hyldest til tysk, romantisk musik indbygget i ensemblets navn, rejser de franske musikere verden rundt og hyldes overalt for deres teknik, indføling og telepatiske sammenspil. Trio Wanderer var ’ensemble in residence’ i Mogens Dahl Koncertsal i 2013, hvor de præsenterede os for både wienerklassiske mesterværker og musik fra nyere tid. Også ved dette besøg af ’de vandrende stjerner’ (Strad magazine) er der stor bredde med Haydn, Dvorák og Schubert på programmet.

Haydn udnytter musikalske kontraster til perfektion. Det umådeligt yndefulde i es-moltrioen henter ekstra glød og duft i dels en såkaldt ’omvending’ (temaets toner går ned, hvor de før gik op og vice versa) dels skift fra mol til dur. I den anden af de kun to satser har Haydn – efter sigende til stor moro hos de indforståede – indlagt nogle meget høje passager som rent drilleri, idet musikken blev sendt til en tysk violinist, der netop havde udfordringer med disse høje toner. Heraf satsens tilnavn ’Jakobs Drøm’ med referencer til den bibelske historie om Jakobs himmelske stige.

Hos Dvorák tager det ene tema det andet i en tilsyneladende improviseret strøm. Snart er det indadvendt og sørgeligt, snart iltert og eksplosivt – helt i overensstemmelse med værkets tilnavn ’Dumky’ som henviser til en ukrainsk fortælletradition med eftertænksom poesi i centrum. Der er dog også plads til det sprudlende og glade i trioen, som hører til Dvoráks mest elskede værker. Læg mærke til at de første tre af i alt seks satser spilles ’attaca’ (ud i et).

Schuberts monumentale opus 100 var det eneste af den geniale komponists værker, der blev udgivet udenfor Østrig inden hans død. Det var tilmed også et af de ganske få værker, han selv oplevede blive opført. Det er langt (ofte varer en opførelse op mod 50 minutter) og særdeles komplekst med et væld af temaer. De mange fantasifulde indfald til trods er værket i dén grad tænkt som et samlet hele, hvor sammenhænge og erindringer dukker op af det musikalske stof for den tålmodige lytter. Ikke mindst vækker det ufatteligt smukke cellotema fra andensatsen gensynsglæde i sidste sats.