“Blændende i sin renhed og overskudsagtig på en helt naturlig måde”. Anmelderen fra Magasinet Klassisk forstod godt hvorfor Belcea Kvartetten var kommet hurtigt til tops, da de besøgte Mogens Dahl Koncertsal i 2009. Ensemblet har imponeret fra første færd og var allerede som helt unge ’quartet in residence’ i Londons Wigmore Hall i hele fem år. 

Den britiske kvartet er grundlagt af rumænske Corina Belcea og polske Krzysztof Chorzelski . Siden har de franske musikere Axel Schacher og Antoine Lederlin bidraget til kvartettens nationale diversitet. 

Mozarts tre sidste strygekvartetter var tiltænkt Kong Frederik Vilhelm 2., som var en glimrende cellist. Mozarts private liv var på dette tidspunkt præget af helbredsmæssige, økonomiske og familiemæssige problemer, men det hører man bestemt ikke i de smukke kvartetter. I denne anden af de tre kvartetter sættes celloen hurtigt i forgrunden. Allerede i første sats’ andet tema er det celloen, der er solist og 1. violinen, der danser i trioler ovenover. Mozart folder al sin melodiske og klangmæssige genialitet ud i menuetten, hvor den midterste triodel bruger pludselige pauser som et af sine stærke virkemidler.

Bartóks sidste kvartet skildres ofte som dyb tragedie udtrykt i musik. Den er komponeret i tiden omkring 2. verdenskrigs udbrud og moderens dødsfald. Påbegyndt i Schweiz og afsluttet i Budapest inden Béla Bartók flyttede til USA, hvor kvartetten fik sin førsteopførelse i 1941.

Hver sats indledes med en langsom melodi med betegnelsen ’Mesto’ (sørgelig). Denne elegi tager til i længde for hver sats og udgør materialet i hele den fjerde og afsluttende sats. Der er dog plads til både folkemusikalske farver og skarp satirisk distance undervejs i kvartetten. Spilles der falsk i Burlettaen? Ja. I Bartoks partitur bedes der om drilske glissandi spillet en kvart tone under det noterede!

Sorgen får fuld udtryksstyrke i Mendelssohns kvartet – komponeret som et requiem til ære for hans storesøster Fanny Mendelssohn, der døde i maj 1847. Kun et halvt år senere døde Felix Mendelssohn selv – med denne strygekvartet som et smerteligt smukt sidste værk. Den langsomme tredje sats bringer en smule hvile i lyrisk ’lied-ohne-worte’-stil inden fjerdesatsen sætter ind med skarpe dissonanser og hvirvlende musikalske bølger, der kulminerer i en særdeles ilter finale.