Vera Martinez – violin, Abel Thomás – violin, Jonathan Brown – bratsch, Arnau Thomás – cello

Ved årtusindskiftet var Strad Magazine ikke i tvivl: Casals Kvartetten fra Madrid havde markeret sig som en af de helt store nye strygekvartetter. ”A quartet for the new millennium if I ever heard one”, skrev de. Der kom førstepriser til ensemblet i både London og Hamborg og siden turnéer til Wigmore, Carnegie, Concertgebouw, Berlins Filharmoniske koncertsal og alle de andre førende scener.

Det er første gang Spanien for alvor får en strygekvartet med international gennemslagskraft, og ensemblet har derfor ofte ledsaget det spanske kongehus på diplomatiske rejser og naturligvis spillet i Madrids kongepalads.

Der drypper en smule spansk sødme i programmet med Granados romance efter pausen, og sammen med Schubert, Sjostakovitj og Ravel skabes der en komplet kvartetaften.

Schubert lægger gravalvorligt ud. C-dur associeres ofte med let og lys musik, men med en fugeret indledning hvor faldende kromatik bidrager med stærke mol-farver er der lagt op til drama og alvorsfuld dybde ved siden af dansende lette stemninger.

Stalins skiftende holdning til hvordan Sovjetunionen skulle forholde sig til jøderne fletter sig ind i tilblivelseshistorien for Sjostakovitjs værker. På et tidspunkt har Sjostakovitj med rette kunnet tænke, at inspiration fra den jødiske musik kunne bibringe hans musik en ny autenticitet – når nu alt hvad der lugtede af moderne, abstrakt tonekunst var forbudt.

Men ringede Stalin det ene øjeblik personligt til Sjostakovitj og inviterede ham til at repræsentere Sovjetunionen i New York, kunne han det næste alligevel bortcensurere hans værker på grund af jødisk islæt. Den fjerde strygekvartet med de jødiske motiver i fjerde sats fik sin premiere i 1953 – ni måneder efter Stalins død.

Er der spor af tragedie og jødernes makabre historie hos Sjostakovitj, er der til gengæld en personlig skæbnefortælling bag Ravels elegante kvartet i F-dur. Værket blev vraget ved Ravels ansøgning hos både det franske legat Pris de Rome og Paris’ musikkonservatorium. Debussy var blandt de få, der i første omgang indså værkets genialitet – men siden har det fået en kolossal succes og er en af det 20. århundredes mest spillede strygekvartetter.

Varme og melankoli smelter sammen i førstesatsen, andensatsen excellerer i pizzicato, tredjesats er langsom og introvert og endelig sættes finalen i gang med et rytmisk 5/8-dels bombardement.