“A fearless player with technique to burn” – sådan har New York Times sat ord på cellofænomenet Daniel Müller-Schott. Han debuterede i Carnegie Hall i 2000 efter invitation fra Anne-Sophie Mutter, som han siden indspillede Mozarts klavertrioer med. Alverdens koncertsale har nydt godt af den vidtberejste musiker, som også har fundet tid til at opbygge en imponerende diskografi med et hav af priser og anerkendelser til følge.

Müller-Schott danner duo med ’BBC New Generation Artist 2009-11’ Francesco Piemontesi. Schweizeren har optrådt med en lang række af de allerbedste symfoniorkestre og er et kendt navn i de største koncertsale verden over. Senest har han søsat et projekt med opførelsen af samtlige Mozarts værker for soloklaver i Wigmore Hall, London.

Perfektionisten Brahms var – desværre vil mange mene – meget kritisk med, hvad han efterlod til eftertiden. Efter sigende er en cellosonate fra en 18-årig Brahms således endt i kaminen. Heldigvis har vi to andre værker, hvor Brahms demonstrerer sin flair for instrumentet, samt en violinsonate, transkriberet for cello af Paul Klengel (1854-1935) i det sidste år af Brahms’ liv.

Sonate nr. 1 e-mol har klare referencer til den musikhistorie, Brahms står på skuldrene  af. Første sats og især den afsluttende fugasats citerer temaer fra Bachs Kunst der Fuge, mens menuetten i midten udstråler wienerklassisk lethed omend med en vis nostalgisk sørgmodighed iblandet.

Opus 78 i D-dur er komponeret i 1878/79 og Brahms fortæller om tilblivelsen, at ’melodierne flyder så tæt, at man skal passe på ikke at træde på dem’. Originaltonearten er G-dur og man ser enkelte cellister som fx Yo-Yo Ma opføre den i originaltonearten – blot en oktav under. Broderen til den virtuose cellist Julius Klengel har dog valgt at ændre tonearten til D-dur i sit arrangement – et valg, der lader celloens fulde klangspektrum komme til sin ret i sonaten, der bærer tilnavnet ’regn’.  De tre gentagede toner, der indleder både 1. og 3. sats kan genfindes i Brahms’ egen ’Regenlied’.

Det er den modne Brahms, der komponerer sin anden cellosonate opus 99 nr. 2 i 1886 under et ophold i Schweitz. Det er en mesterlig – og virtuos – sonate, dedikeret til cellisten Robert Hausmann, der også medvirkede ved førsteopførelsen. Pizzicato og insisterende tremolo iklæder flere af de smukke temaer i et af det 18. århundredes mest markante kammermusikværker.

Koncerten sendes i DR P2 Koncerten d. 7. november kl. 19.20. Du kan efterfølgende genhøre koncerten på  www.dr.dk/p2koncerten