Pogorelich er en levende klaverlegende i kraft af sine unikke fortolkninger af klaverlitteraturens hovedværker – berømt er episoden i 1980 hvor Martha Argerich forlod juryen i Warszawas Chopinkonkurrence i protest mod at Pogorelich ikke vandt. ”Han er et geni” lød det dengang.Sådan lyder det stadig over hele verden, når Pogorelich optræder solo eller med førende symfoniorkestre. Hans spil er uhyre virtuost og kan nydes på utallige indspilninger fra blandt andet Deutsche Grammophon.Liszts Fantasia quasi Sonata, fører med stor voldsomhed lytteren til både himmel og helvede. En serie hårdslående formindskede kvinter (djævelens interval) åbner for en rejse, der som i Dantes Guddommelige komedie går gennem skærsilden til paradiset. Pogorelich – kontrasternes mester – vil i sandhed være på hjemmebane i sin fortolkning af dette vægtige værk.Et motto pryder Schumanns fantasi for piano:Durch alle Töne tönet       Im bunten Erdentraum      Ein leiser Ton gezogen      für den, der Heimlich lauschet               (Friederich Schlegel)         Den person Schumann har i tankerne, og som han forestiller sig lyttende i hemmelighed til den lange, svage tone i jordens farverige drøm, er komponistens kommende kone, Clara Wieck. Schumanns passionerede længsel stråler igennem førstesatsens rapsodiske spændingsopbygninger, andensatsens majestætiske rondo og den mere meditative tredjesats, hvor en vidunderlig melodi iklædes romantisk harmonik.Stravinskijs tre klaversatser på basis af den storslåede ballet Petruska, blev til på bestilling fra Arthur Rubinstein. De kræver en ekstrem fingersnilde, men gevinsten for tilhørerne er stor: Friske folkloristiske melodier og et væld af forbløffende orkestrale og rytmiske effekter, man ikke troede det muligt for klaveret at reproducere, gør denne musik yderst fascinerende.Tyskeren Brahms og italieneren Paganini danner et fandenivoldsk partnerskab om et djævelsk og ekstremt krævende klaverstudie. Det lille tema og de mange små variationer kræver ”stålfingre, et hjerte af brændende lava og en løves mod”, som en musikskribent har udtrykt det. I begge hæfter formår Brahms at dykke ned i regnvejrsdryppende og milde stemninger som i variation nr. 12, inden rasende tempo og virtuose løb i variation 14 danner en ildsprudende finale.