MUSIKKEN:

Der er så få dur-passager i Winterreise, at man spidser øre, når de dukker op. Første gang der moduleres til dur er ikke overraskende når vi introduceres for den pige, der ’talte om kærlighed’ i Gute Nacht. Men endnu mere markant: hele fjerde strofe af denne første sang er i dur; her hvor vandreren efterlader pigen med et indgraveret ’godnat’ på døren. Som om det endegyldige farvel er en forløsning.

Det bliver i løbet af Schuberts legendariske sangcyklus mere og mere klart, at det ikke er en banal fortælling om en ung forelsket mand, der er blevet svigtet af en pige. Det er hele den menneskelige eksistens, der skaber vandrerens – den evige fremmedes – fortvivlelse og dødslængsel.

Wilhelm Müllers digte skildrer en uafvendelig rejse mod døden, men Schubert iklæder det frosne vinterlandskab, hvor tårer fryser til is, en musik, der på paradoksal vis rummer særdeles livfuld æstetik.

Klaveret blæser liv i lindetræets grene, så det spøgelsesagtigt vækker minder om skyggefulde sommerdage. Og i glimt smeltes sneen bort af tårer, så vandet strømmer livfuldt gennem landskabet – helt ned til den elskedes hus i byen. Men ak: I næste sang, Auf dem Flusse, fryser vandet til is igen. I Frühlingstraum galer hanen faretruende, hver gang drømmen om foråret bliver for livagtig, men sangen dør ud i et ubesvaret spørgsmål: Hvornår holder jeg min elskede i mine arme?

Det grundlæggende dilemma udtrykkes i Erstarrung: I det frosne hjerte findes et billede af den elskede, men smelter hjertet, smelter også billedet. Der er med andre ord ingen vej tilbage på den sidste rejse mod vinter. Posthornet gjalder forgæves og håbet dør med det sidste blad, der falder til jorden. Begge dele skildres dog med en levende musikalsk indføling, hvor selv gråden ved håbets grav nuanceres i klaverets sidste skift fra mol til dur.

Tomme kvinter i klaveret og en frysende, uforløst slutning efterlader os skuttende i kulden: Er den uhyggelige lirekassemand i sidste sang et forvarsel om dødens meningsløshed? Vil håbet overvintre?

JOHAN REUTER, baryton

Johan Reuter er et af Danmarks helt store internationale kunstnernavne. Den fremragende bas-baryton optræder fast på teatre og festivaler som Royal Opera House i London, Metropolitan Opera i New York, Wagnerfestspillene i Bayreuth, Opera de Bastille i Paris, Wiener Staatsoper, Bayerische Staatsoper i München og Salzburger Festspiele.

Med sin store stilistiske spændvidde er han også fast gæst i koncertsale som Concertgebouw i Amsterdam, Philharmonien i Berlin, Royal Albert Hall i London og Musikverein i Wien. Johan Reuter medvirker på utallige CD- og DVD-indspilninger og han har to gange vundet Reumertprisen som årets sanger.

Johan Reuter er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og på Operaakademiet i København. Fra 1996 til 2019 var han en fast del af Det Kongelige Teaters solistensemble. I dag er han stadig tilknyttet som Associate artist, samtidig med hans engagementer på Gran Teatre de Liceu i Barcelona, Bayerische Staatsoper i München og Metropolitan i New York har taget fart.

JAN PHILIP SCHULZE, piano

Jan Philip Schulze fik en lynstart på sin internationale karriere som prisvinder ved en perlerække af konkurrencer i Italien, Spanien og Sydafrika.

Som lied-akkompagnatør har han regelmæssigt givet koncerter med Juliane Banse, Annette Dasch, Rachel Harnisch, Dietrich Henschel, Jonas Kaufmann og Violeta Urmana. Han optræder regelmæssigt i Berliner Philharmonien, London Wigmore Hall, Salle Pleyel i Paris, Auditorio Nacional i Madrid, i Tokyo, på La Scala i Milano samt på festivalerne i Lucerne, Salzburg, Edinburgh, München og Schwarzenberg.

Jan Philip Schulze har indspillet alle Hans Werner Henzes værker for klaver samt førsteopført musik af adskillige nulevende kunstnere.

Jan Philip Schulze er uddannet ved Musikhochschule i München og ved Tschaikovsky-konservatoriet i Moskva. Siden 2004 har han været professor i “Liedgestaltung” på Musikkonservatoriet i Hannover.