Det går stærkt for den 72-årige: Juilliard Kvartetten besøgte Mogens Dahl Koncertsal i 2018 med ny cellist, og nu – ved det ottende besøg – er der kommet endnu et kvindeligt medlem i den verdensberømte kvartet. Areta Zhulla har studeret på Juilliard School of Music og har siden september 2018 deltaget i kvartettens imponerende turneaktivitet. ’Det føltes fra det allerførste øjeblik helt specielt og helt rigtigt at spille med mine nye kollegaer’, fortalte hun om æren af at blive optaget i dette legendariske ensemble. (’Den vigtigste amerikanske kvartet i historien’ – Boston Globe.)

Haydns strygekvartet nr. 67 er den sidste fuldendte fra hans hånd. Bestilleren var prins Lobkowitz – en ganske ferm musiker, der både kunne spille violin og cello samt ved en del lejligheder sang bas i blandt andet Haydns ’Skabelsen’. Med de to kvartetter i opus 77 må man sige prinsen fik fuld valuta for at have været mæcen for Haydn. Det er den tidligste mester i strygekvartettens kunst, der her endnu engang i sin alderdom brillerer med melodiøse temaer og kække overraskelser. Hør blot hvordan menuetten (mod sædvane på plads nummer to blandt de fire satser) leger med tre- og todelt takt!

Lembit Beecher fortæller følgende om sit bestillingsværk til Juilliard Kvartetten:
’Da jeg begyndte at skrive, tænkte jeg over hvordan vores liv over tid bliver til historier, som vores børn, børnebørn og oldebørn fortæller, alt imens komplikationer og det subtile i livet udkrystalliseres til anekdoter, og de faktiske minder forsvinder. De tre satser i denne kvartet genfortæller ligesom efterfølgende generationer den samme historie. Musikalsk materiale videregives fra sats til sats, men undervejs bliver det fortolket og omdannet til noget helt anderledes.’

Dvorák skrev sin tolvte strygekvartet i USA under et ferieophold blandt tjekkiske emigranter i Iowa. Han beskriver selv pausen fra det hektiske New York, hvor han bestred stillingen som direktør på musikkonservatoriet, som uhyre frugtbar. ’Kære papa Haydn blev ved at tone frem for mig, og derfor blev det hele så simpelt. Og det er godt, det blev sådan’, skrev Dvorák sidenhen om den idylliske og højt skattede kvartet. Men er det virkelig Haydn, man hører her? Eller er det prærien, bomuldsplantagerne, nybyggerne og alle de andre mytiske bestanddele af det vidtstrakte ’nye’ kontinent der farver temaerne? En kendsgerning er det i hvert fald, at Dvorák gør intenst brug af pentaton (fem-tonet) melodik og skarpe, synkoperede rytmer. Stilen er folkelig i en bred, universel forstand, men mon ikke mange hører de amerikanske farver ganske tydeligt?