En af de mest kendte og berømmede strygekvartetter nogensinde besøger nu Mogens Dahl Koncertsal for sjette gang. Besøget vil blive imødeset med ekstra spænding, da ensemblet, som blev grundlagt på Juilliard School of Music i 1946 nu turnerer verden rundt med et nyt medlem: Cellisten Astrid Schween. Efter en sæson, hvor 70-års jubilæet blev fejret på behørig vis, venter man nu ensemblets besøg i blandt andet Seattle, New York, Amsterdam – og København.

 Tilnavnet til Haydns kvartet nr. 59 skyldes ikke den opmærksomhedsskabende åbning, hvor rytteren i givet fald sætter af sted på en trebenet krikke. Heller ikke den meget langsomme andensats vækker – på trods af enkelte dramatiske indslag – mindelser om hverken skridt eller trav. Menuetten i tredje sats åbner i dur og har lidt overraskende i forhold til sædvanen en triodel i mol, men stadig ingen duft af ekvipage. Den mesterlige kvartets tilnavn skyldes utvivlsomt sidste sats’ galop med elegante synkoper og hurtige løb.

Hos Haydn blev strygekvartetten i langt højere grad end tidligere en ligestillet affære for de fire strygeinstrumenter i ensemblet. Hos Bartók er der slet ingen tvivl om ligestillingen, når den unisone indledning glider over i fugerede passager og siden bliver et tilbagevendende element i første sats. Bartók benytter sin yndede femsatsede bueform, hvor det afgørende vendepunkt i buen udgøres af tredje sats, ’Alla Bulgarese’, hvor komplicerede, sammensatte rytmer danner baggrund for folkloristiske melodier og sfæriske klange. Fjerde sats spejler anden sats i Bartóks såkaldte ’nattemusik’-stil, hvor dissonanser og klanglig mystik sine steder får et humoristisk skær med glissando pizzicatoer. Femte sats spejler første sats og danner en ekspressiv og for musikerne ekstremt krævende finale – dog også her med skæve smil, når et banalt dur-tema pludselig spilles en halv tone højere end akkompagnementet.

Dvorák havde et dybtgående kendskab til strygekvartettens væsen, oplevet ’indefra’ som aktiv kammermusiker. Hans kvartet nr. 11 stråler af denne indsigt i ensemblets muligheder og lægger ud med en energisk førstesats, der til tider danser af sted med sine punkterede rytmer. I løbet af kvartetten kommer vi tættere og tættere på en side af Dvorák, der knytter ham til det landlige og den slaviske folketone. Sidste sats præsenterer skønne melodier i livfulde kontraster mellem legato og staccato.