Det var som 16-årig Lise de la Salle første gang fik international opmærksomhed. Gramophone udvalgte den unge franskmands fortolkninger af Bach og Liszt til ’Månedens indspilning’. Få år senere kunne hun skrive klaverkoncerter i samarbejde med filharmonikerne i blandt andet Boston, Chicago og Los Angeles på sit CV. Og kritikerne var mildt sagt begejstrede. Også efter hendes koncert her hos os, hvor Kristeligt Dagblads anmelder Jakob Holm gav hende fuldt hus i stjerner og skrev: ’Man måtte blot bøje sig i støvet for denne kombination af autoritativ virtuositet og musikalsk dybde.’

Hurtige løb og trilleagtige temaer er én ting. Hos Beethoven bliver der lagt yderligere udfordringer på, når åbningen spilles i parallelle tertser, oktavløb lægges ud i begge hænder og synkoperinger vrider rundt på det rytmiske skelet. Beethovens tredje klaversonate er berømt og berygtet for sin sværhedsgrad og er en af de vægtigste – og længste – blandt komponistens tidlige sonater. Den langsomme andensats danner en vidunderlig svævende kontrast til åbningens hurtige tempo. I sidste sats er vi tilbage i virtuose løb og et tilbagevendende tema, der yndefuldt løfter sig i parallelle sekster.

Ligetis etuder er ny musik, men allerede betragtet som klassikere i klaverlitteraturen. Det er musik i den store tradition fra Chopin, Liszt og Debussy, hvor klaverets klanglige og tekniske muligheder udforskes. Vi bringes fra fanfarer i polyrytmiske forløb over akkorder opbygget primært af kvinter (Cordes á vide) til djævelens trappe, som går op og op og op, kun afbrudt af noget, der næsten fremtræder som ringende (døds)klokker.

Både Brahms’ d-mol variationer og de skelsættende Händelvariationer er dedikerede til klavervirtuosen Clara Schumann. Opus 18b er bygget på komponistens første strygesekstet opus 18. Det grundlæggende tema introduceres straks og sætter scenen for et mørkt og dramatisk stykke musik. Enkelte af de seks variationer lyser op med ubetinget varme følelser, og hele værket rundes mildt og blødt af.

’Variationer og fuga over et tema af Händel’ regnes som et af klaverlitteraturens hovedværker, komponeret af den 28-årige Brahms i en periode, hvor han havde fokus på klaveret og selv betjente instrumentet virtuost. En aria fra Händels cembalosuite nr. 1 har bidraget med temaet, men også barokkens stilistiske virkemidler præger Brahms’ værk. Det enkle tema introduceres – og varieres første gang – med originaltemaets enkelhed iklædt barokkens triller og forsiringer. Brahms holder sig herefter stadig strengt til temaets form (2 x 8 takter), men sætter stadig flere romantiske farver på. Den afsluttende fuga bygger enorme musikalske spændinger op af et ganske lille motiv, der basalt set er to toner, der ligger og vipper. Finalen er på én gang rørende enkel – og et uhyre elektrificerende klimaks på et af de mest virtuose klaverværker verden har set.