Er der et dansk ensemble, vi har fulgt nøje i Mogens Dahl Koncertsal, må man pege på det elegante og succesfulde Trio con Brio Copenhagen, der var ’Artist in residence’ hos os i 2008 og 2009 og nu kan fejre 20-årsjubilæum. De to koreansk-fødte søstre og danske Jens Elvekjær, der mødte hinanden i Wien, har magtet at gøre både individuel karriere og vække international opsigt som ensemble. De er blevet mødt af priser og lovord over hele verden. ’One of the greatest performances of chamber music I’ve ever encountered’, skrev de for eksempel i American Record Guide.

Programmet indledes med en uropførelse. Ligesom både Per Nørgård og Hans Abrahamsen, har nu også den store svenske komponist Sven-David Sandström komponeret til Trio con Brio Copenhagen. Sandström, der er ’Composer in residence’ for Mogens Dahl Kammerkor, hvortil han har komponeret flere store værker de senere år, har et moderne, lyst tonesprog, der trækker på inspiration fra både minimalismen og populær musik.

Sjostakovitj lader i begyndelsen af sin klavertrio nr. 2 celloen spille lyse flageoletter, lægger violinen i midten og giver klaveret rollen som bas. En gribende effekt, der understreger musikkens karakter af sorg og inderlighed. Musikken er skrevet under indtryk af en nær vens død og de frygtelige nyheder om Holocaust, der i 1944 efterhånden var nået frem til offentligheden. Et jødisk tema dukker op i sidstesatsens ’danse macabre’ inden de allersidste langsomme toner bringer fred.

Ærkehertug Rudolph af Østrig støttede Beethovens liv og værk. Ikke mindre end 14 kompositioner bærer en dedikation til den ivrige amatørpianist, heriblandt klavertrio nr. 7, som blev opført på et hotel i Wien. Beethoven sad ved den lejlighed for sidste gang ved klaveret ved en offentlig koncert. Den store komponists døvhed var allerede langt fremskreden, så som musiker var hans tid ved at rinde ud. Men bestemt ikke som komponist: Denne klavertrio står som et af monumenterne i Beethovens kammermusikalske produktion.

En elegant introduktion indledes med klaveret alene. Violinen og celloen kobler sig på i en kort lille duet, inden det sangbare hovedtema får lov at spille hovedrollen i en særdeles afvekslende førstesats. Scherzoen indledes af strygerne og har sin lethed til trods også mørke kontraster undervejs. Variationerne i tredje sats finder hvile i en gennemført majestætisk stemning trods staccato-afsnit og variationer med hurtige figurer. Sidste sats sætter ind uden pause og runder værket af med frisk bravour.