6 hjerter: Den ene gave var hjemmelavet. Den anden overvældende dyr og fuldstændig perfekt

Anmeldelse af Thomas Michelsen, Politiken 18. december 2023

Foto: Mads Dobel

Man kan få Händels ’Messias’ overalt i december. Thomas Michelsen hørte to ’Messias’er på samme dag, og den sidste slog benene væk under ham.

Messias’ er ’Halleluja’-koret. Men det er også de hurtige bevægelser i orkestret, når de himmelske hærskarer viser sig og priser Gud. Det er altsolistens fortvivlelse, når hun beretter om, hvordan Jesus blev foragtet, og den vokale magtdemonstration, når bassolisten synger, hvordan trompeten skal gjalde, og de døde vækkes til live. Hvor får man det bedst? Jeg besluttede at kaste julehjerter efter to ’Messias’er på en enkelt dag, og oplevelserne var enormt forskellige.

I Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg hørte jeg det lille renæssancekor Musica Ficta og nogle håndfulde musikere fra Copenhagen Phil, der har turneret med Händels juleklassiker på Sjælland og Lolland, inden de lørdag afslutter turnéen i Køge.

Dirigenten Bo Holten er ekspert, når det kommer til musik fra før Händels tid, så for ham er barokmusik fra 1700-tallet som ’Messias’ nærmest ny musik.

Grupperet omkring en glimrende cembalist, der ligesom sangerne ikke var navngivet i det rodede trykte program, leverede han en ’Messias’ for dem, der skulle hurtigt videre.

Det var let, men alligevel markant. Halvanden time, lige godt, uden pause kan man komme gennem det store oratorium om Jesus på, og hos Holten og Musica Ficta var koret ikke dominerende, som det ellers godt må være. De store kulminationer i beretningen om, hvordan Jesu komme blev profeteret, hvordan han led, og hvordan hans opstandelse giver håb for alle, blev ikke markeret af emfatisk korsang.

Til gengæld trådte alle 12 sangere på skift frem som solister med hjemmelavede gaver, de havde gjort sig umage med.

Med hver deres stemme gjorde de denne ’Messias’ til en hjertesag. Tilsat professionelle strygere fra det sjællandske landsdelsorkester som kammermusikere i det mellemspil, der sætter scenen for historien om hyrderne og englen. Og med hele koret a cappella i den barok-fantastiske sats ’And with his stripes we are healed’.

Hver med sit næb

Det var, så man lyttede, for stemmerne var rigtig smukke. Men hold op, det var anderledes efter en hurtig bid aftensmad at sætte sig i en propfuld Holmens Kirke til den traditionelle decemberopførelse af ’Messias’, dirigenten Mogens Dahl og hans professionelle kammerkor tilbyder. Disse opførelser har internationalt niveau.

Modsat den blottede konservatoriesal var kirken oplyst med lys og store juletræer, og mens julebudskabet trængte ind visuelt, leverede Dahl en mesterlig kulmination på den ’Messias’, han har eksperimenteret med siden 2008. Ved siden af Sokkelund Sangkors og dirigent Morten Schuldt-Jensens, der kunne opleves i begyndelsen af måneden i Garnisons Kirke, er dette Københavns bedste ’Messias’.

Det fulde udtræk

Hos Musica Ficta sang hver med sit næb. Mogens Dahls opførelse var definitiv. Her var musikerne specialister fra øverste hylde i form af London-ensemblet Orchestra of the Enlightenment, og solisterne fra England, USA og Irland var håndplukkede.

Med sopranen Keri Fuge som den empatiske, alten Kayleigh Decker som den vokalt vidunderlige, tenoren Robin Tritschler som den virkelig fokuserede og bassen James Atkinson som den dramatisk super velsyngende var der intet, jeg kunne ønske mig anderledes. Alt hang sammen i et forløb, hvor koret med sine 16 sangere kunne koncentrere sig om at levere selve rygraden i Händels storværk. Let, som vi vil have det i dag, men alligevel med fylde.

Her var der ikke et par tempi, man kunne have justeret på. Hvad der tidligere år har virket lidt for skandinavisk hvidskuret på mig, lyste nu varmt om kap med lysekronerne. Suveræne baroktrompeter gjaldede fra forskellige steder i rummet, og alle rejste sig spontant under ’Halleluja’-koret.

Mogens Dahl gav os den overvældende dyre julegave. Ingen arier var forkortet, og efter godt to en halv time inklusive pause havde jeg fået, hvad jeg ønsker mig igen til næste jul: Den perfekte ’Messias’.

Link til anmeldelse

Trio con Brio: På tætteste hold af Beethoven

Anmeldelse af Knud Arne Jürgensen for POV International, 26. april 2024

Foto: Mads Dobel

Trio con Brio har over tre aftener fejret sit 25-års jubilæum med en mesterlig forløsning af Beethovens samlede værker for klavertrio i Mogens Dahl Koncertsal.

Det er ikke hver dag man på tætteste hold og live kan opleve Beethovens samlede værker for klavertrio udspille sig. Ikke desto mindre var det, hvad Mogens Dahl Koncertsal generøst tilbød publikum i denne uge som markering af klavertrioen Trio con Brio 25-års jubilæum.

Under studieårene i Wien fandt de tre musikere – danske Jens Elvekjær (piano) og de sydkoreanske søstre Soo-Jin Hong (violin) og Soo-Kyong Hong (cello) – sammen i et berigende og inspirerende samspil, der nu har holdt sig intakt i et kvart århundrede. Der er derfor al god grund til at markere dette – og det blev det.

I sig selv er en samlet gennemspilning af netop Beethovens klavertrioer en præstation af de usædvanlige. Når den samtidig udføres af tre instrumentalister med et så indgående kendskab til hinandens musikalitet og med hver deres mesterlige beherskelse af deres respektive instrumenter, må resultatet blive både sjældent og markant.

Lægger man hertil et overskudspil og en indbyrdes lydhørhed overfor hvert instruments udsagn sammen med en udtryksenergi, som måske Beethoven mere end nogen anden fordrer i sin kammermusik, bliver det samlede indtryk mere end bemærkelsesværdigt.

Gennem koncertseriens tematiske programlægning og fordeling af Beethovens trioer – en genre, hvori han som musiker skabte sit eget socialiseringsværksted under sin proces med at indtage sin legitime plads midt i Wiens koncert- og musikliv – kom vi over de tre koncerter i det tættest mulige selskab med denne, datidens vel største kammermusikkomponist.

Over de tre aftener i Mogens Dahl koncertsalens smukke, intime og højloftede rum, førtes vi musikalsk igennem et Wiener-musikalsk univers, der rækker langt ud over byens egne voldanlæg takket være dets universelle sprængkraft, de dynamiske styrkeforhold mellem de tre musikalske stemmer, og den konversationsenergi, som hos Beethoven aldrig falder hen i tomt passagespil og overfladepassiarer, men konstant er i bevægelse mod nye horisonter og erkendelser.

I førsteaftenens Variationer i G-dur (opus 121a), der også er kendt som hans ”Kakadue-variationer”, kom vi helt ind i Beethovens eget nodeværksted. Han spiller her med på en af datidens populæreste operamelodier (”Ich bin der Schneider Kakadue”), men samtidig tager han denne lette musikalske spøg dybt alvorligt i de efterfølgende 10 variationer. I hvad der her skulle blive hans sidste publicerede værk for klavertrio, sprænger han rammerne, ved at blande brugen af egne tidlige skitser med al sin erhvervede modenhed og kompleksitet som komponist.

Det samme må man sige om de tre musikeres virtuose forløsning af dette spøgende værk, der fordrer det ypperste musikerskab, hvad angår instrumental balance og lethed, men samtidig parres med en konstant omskiftelighed og parathed til samspilsdynamik.

På koncertrækkens anden aften fik vi som slutnummeret Klavertrio nr. 6 i Es-dur (opus 70, nr. 2). Igen peger dette værk mod nye dybder indenfor klavertrio-genren, hvor komponisten i sine kontrastfyldte satser forsyner dem med en overflod af accentuerede akkorder i form de karakteristiske sforzandi, som netop Beethoven om nogen er kendt for, og som Trio con Brio mestrer til fuldkommenhed.

"De tre musikeres fortolkning kommer dermed så tæt på den fuldkomne forløsning, man med ret kan komme"

I denne tætvævede trio, hvor modsætningerne nærmest står i kø for at afløse hinanden, ser Beethoven sig både over skuldrene til sine forgængerne (Haydn) og fremad imod nye musikalske horisonter. Og med især klaverstemmens kompleksitet, føler man i Jens Elvekjærs formidable spil flere gange, at der i denne klavertrio skjuler sig både Mendelssohns senere højromantiske klaverværker og store uddrag af Beethovens egne sene klaversonater under overfladen.

Igen gav de tre musikere med deres enestående lydhørhed overfor hinandens respektive roller bevis på en oprigtig forståelse for denne musiks kompleksitet. Med violinens klare, om end noget pågående tone, og celloens runde klangfylde, kom trioens strygere her i et interessant samspil, hvor vi stod overfor to væsensforskellige musikalske klangudvekslinger. 

I den tredje og sidste koncertaftens finalenummer, Beethovens Ærkehertug-trio i B-dur (op. 97), der samtidig repræsenterer hans sidste komposition indenfor triogenren, er man som tilhører ligesom stillet overfor et lydligt ocean, der bevæger sig i både brusende oprør og blikstille tilstande. Med denne trios bølgende spændingsbuer og totale integration af de tre instrumenter står dette værk i kammermusiklitteraturen som en prøvesten over alle klavertrioer.

Ærkehertug-trioen manifesterer sig derfor også som Beethovens måske yppigste kompositionshøjdepunkt ikke alene indenfor klavertrio-genren, men måske samtlige hans instrumentale værker. At trioen for enhver kammermusiker er en af den slags udfordringer, man aldrig bliver færdig med, men derimod kan vedblive med klangligt at raffinere gennem et langt musikerliv, er også velkendt af de fleste.

Trio con Brio er ved deres 25-års jubilæum nået så tæt ind på dette værks dynamiske rigdomme og hele akustiske kompleksitet, som det reelt fordrer. De tre musikeres fortolkning kommer dermed også så tæt på den fuldkomne forløsning, man med ret kan komme. En jubilæums-fejring af de helt sjældne blev det derfor til, hvilket trioen med dens generøse koncert-serie forærede både sig selv og dens mange påskønnende tilhørere henover de tre udsolgte aftener i Beethovens trio-musikalske selskab.

Link til anmeldelse