Koncertsalens program

MUSIKKEN:

Tæl med på fingrene straks fra begyndelsen af Mozarts 16. strygekvartet. Efter de første ti toner har Mozart ikke haft én eneste tonegentagelse. Det er næsten som i det 20. århundredes 12-tonemusik, hvor tonegentagelser er luget helt væk på bekostning af sangbarhed og traditionel harmoni. Med den store forskel, at Mozart ubesværet får de mange toner til smelte organisk ind i en lys og let dur/mol-tonalitet.

Mozarts geniale leg med 1780’ernes musikalske normer peger på mange måder frem mod langt senere komponisters sprængning af rammerne. Hør fx også hvordan anden sats har passager, der bringer mindelser om romantik a la Brahms.

Kvartetten er en ud af seks, som Mozart dedikerede til sin ven og sit store forbillede Haydn. Efter at have hørt kvartetterne i Mozarts hjem, var den 24 år ældre Haydn ikke i tvivl om at Mozart var ’den største komponist han nogensinde havde mødt eller hørt om’.

Den smukke og stilfærdige første sats i Sjostakovitjs tiende strygekvartet er bedragerisk: i anden sats brydes idyllen med stor voldsomhed. Tredje sats bringer variationer over et roligt cellobåret tema, men igen brydes der pludselig af – fjerde sats sætter ind med en for Sjostakovitj typisk rytmisk figur. Anapæsten (kort-kort-lang) er en af de tilbagevendende figurer i værket, som ender i samme sarte stemning som vi mødte i åbningen.

En chaconne er kendetegnet ved et fast gentaget harmonisk mønster, ofte med en gentaget baslinje. Sådan er det også i Purcells værk, hvor en otte takters baslinje på trods af variationer i midten er det statelige holdepunkt i den uhyre smukke sats, arrangeret for strygekvartet af Britten.

Britten elskede sin landsmands musik og hylder ham blandt andet i sin strygekvartet nr. 2, hvor finalesatsen er modelleret over Purcells chaconne. Hos Britten er det tilbagevendende tema ikke 8, men 9 takter og iklædt et tonesprog, der er mere end 200 år nyere. 21 variationer delt i fire sektioner skilles af solokadencer i cello, bratsch og 1. violin.

DEN DANSKE STRYGEKVARTET

Den Danske Strygekvartet er velkendt for publikum i Mogens Dahl Koncertsal, som senest havde deres besøg i 2017.

Men den grammynominerede kvartet er langt mere end et lokalt, dansk navn. I 2013 – 15 var de udnævnt til ’New Generation Artists’ af BBC, og amerikanske og britiske anmeldere har flere gange fremhævet dem som et af de førende kammermusikensembler i verden. Seneste udmærkelse var udnævnelsen til Musical America’s ’Årets Ensemble’ 2020.

’Prism I’ – den første af en række på fem albumudgivelser på legendariske ECM, blev udgivet i september 2018 og fik en grammynominering i kategorien ’Bedste Kammermusik / Small Ensemble Performance’.

Siden sin debut i 2002 har Den Danske Strygekvartet ofte været en fornem ambassadør for skandinaviske komponister, fra Carl Nielsen til Hans Abrahamsen samt den nordisk folkemusik. I 2014 udkom albummet Wood Works med traditionel skandinavisk folkemusik. Opfølgeren Last Leaf – udgivet på ECM – blev kåret til et af de bedste klassiske albums i 2017 af NPR, Spotify og The New York Times.

MUSIKKEN:

Det er Mozart i sit allermest imødekommende hjørne, der møder os i den fjerde af fem klaversonater, komponeret i 1775. Sonaten adskiller sig blandt andet fra de andre ved sin langsomme indledende sats. Efter to elegante menuetter sluttes af med en charmerende allegro, hvor Mozart leger med oktavintervallet.

Den virtuose Carl Philip Emanuel – søn af ’gamle Bach’ – blev kaldt ’Berliner-Bach’ og ’Hamburger-Bach’ på grund af sin fremtrædende rolle ved først Frederik den Stores hof og siden som kantor i Hamborg, hvor han afløste Telemann.

Han var særligt optaget af keyboardinstrumentet og demonstrerer med den lille rondo i c-mol en fantastisk tour de force i skiftende stemninger og uforudsigelige tematiske variationer.

Det fortælles at Arthur Rubinstein brugte åbningen af Beethovens tredje klaversonate for at teste flygler, før han skulle optræde. Både den allerførste trille i parallelle tertser og den hundesvære passage med brudte oktaver i en sekstendedelsfigur kan brække fingrene på mangen en dygtig pianist. Den virtuose sonate i fire satser er dedikeret til Haydn.

Fauré var en stor beundrer af Chopin og komponerede sine berømte nocturnes indenfor de velkendte rammer for romantisk klavermusik. Ikke desto mindre er netop disse lidt mørke stykker musik anerkendt som nogle af en stadig ung Faurés væsentligste værker. Det kræver et stort pianistisk overskud at levendegøre Faurés klavermusik, som åbner sig ved gentagne lytninger som særdeles passioneret og original musik med subtile synkoperinger og avancerede harmoniske skift.

Ravels klaversuite er inspireret af tre digte af Aloysius Bertrand. Vi kommer hele vejen igennem et fantastisk – og farligt – univers befolket af lokkende vandnymfer, dødsklokker for en hængt mand med edderkopper kravlende på sig og endelig djævelen selv, der kravler ind og ud af bevidstheden.

Værket er decideret berygtet for sin ekstreme sværhedsgrad. Det er storslået og dybt fascinerende musik, hvor man spørger sig selv: Hvordan er det menneskeligt muligt for én musiker at realisere et så orkestralt værk på én række tangenter?

MARC-ANDRÉ HAMELIN

Pianisten, der bringer aftenens grandiose klaverprogram til live er blevet kaldt ’kejser af tangenterne’ og en kunstner med ’næsten overmenneskelig teknisk formåen’ af New York Times.

Marc-André Hamelin er hos os for anden gang, og vi kan roligt love en oplevelse i verdensklasse, når canadieren sætter sig til vores flygel.

Den canadiske pianists koncerter og indspilninger har kaldt på store ord overalt i verden – blandt andet har han modtaget 11 Grammy Award-nomineringer.

Karrieren startede i Montreal og siden Philadelphia, men

listen over turnéer til berømte festivaller og scener har siden inkluderet hele verden. Det har ført en lang række priser med sig. Marc-André Hamelin vandt i 1985 Carnegie Hall konkurrencen, blev i 2015 optaget i Gramophones ’Hall of Fame’ og er tildelt de tyske musikkritikeres livstidspris.

Marc-André Hamelin er født i Montreal og i dag bosat i Boston, USA.

MUSIKKEN:

En af Bachs mest omfangsrige og fascinerende motetter anslår temaet for denne allehelgenskoncert: Et håb på trods af livets endelighed. ’Jesu, Meine Freunde’ af Johann Franck personificerer dette håb i Jesus, og Bach væver genialt Johann Crügers koralmelodi ind i et værk, hvor salmens seks vers belyses af ord fra Paulus’ brev til Romerne. Klimaks er sjettesatsens femstemmige dobbeltfuga, hvor Paulus forsikrer os om, at vi mennesker er mere end kød og blod.

Der er således dyb mening i at fortsætte koncerten med et værk af afdøde Sven-David Sandström – Mogens Dahl Kammerkors mangeårige composer in residence. Med hans vidunderlige musik til Rilkes stærke poesi tematiseres menneskets møde med døden.

I det første digt, ’Herbsttag’, fremtræder efterårets komme som en tid for afgørelse – en tid, hvor livets frugter vil fremstå som det de er, samtidig med at det ensomme menneske ’vil uroligt vandre frem og tilbage, blandt alléernes drivende løv’.

I det andet korte digt, ’Schlußstück’, er det døden som er stor – den græder i os ’midt i livet’, hvilket er et tilbagevendende motiv i litteraturen: I et digt af Tomas Tranströmer er det således også ’mitt i livet’, at døden kommer og tager mål af mennesket, ligesom det i Dantes ’Den guddommelige komedie’ er ’midtvejs på livets vandring’, at fortælleren finder sig selv i de mørke skove, uden vej forude.

I det sidste af de tre Rilke-digte glimter et lille håb i forsoningen mellem ’nat og sol’. Om end kærlighedens længsel er ’natbleg’, ender Rilke sit digt med et smil og hvide blomster.

Berliner Messe er skrevet på bestilling af Deutscher Katholikentag, en

festival, som afholdes hvert andet år. I 1990 afholdtes festivalen i Berlin.

Det havde selvfølgelig været planlagt i flere år, men byens forhadte

mur var uventet faldet i vinteren forud. Oveni Berliner Messens religiøse sigte er værket blevet et stærkt symbol på overvindelsen af splittelse og grænsedragning i denne verden og dermed et håbets tegn i mere end én forstand.

Betegnelsen messe i forbindelse med en komposition betyder oftest en udsættelse af de fem ordinarieled, Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus og Agnus Dei, som normalt indgår i fejringen af den Romersk-Katolske messe-gudstjeneste, men Pärts messe skiller sig ud: I 1990 foregik festivalen i pinsen, og derfor har han valgt at supplere med tre tekster, der udelukkende hører til Pinsedag.

MUSIKKEN:

Haydn er – i flere forskellige betydninger – en faderfigur i musikhistorien. Både Beethoven og Mozart var på et personligt plan dybt inspireret af denne gigant i Wiens (og dermed hele den vestlige verdens) musikliv. Hertil kommer Haydns tilnavne i en bredere kreds som ’Symfoniens Far’ og ’Strygekvartettens Far’.

Opus 20 består af seks kvartetter og blev til i 1772. De rummer allerede adskillige af de elementer, der i de næste 200 år definerede genren: De fire instrumenters lige betydning, sonatesatsformens dynamik centreret om hoved- og sidetema, overraskende udnyttelse af lydstyrke (forte/piano), kreative brud med forventninger om symmetri i fraseopbygning og meget mere.

100 år senere kæmpede Brahms med den prestigefyldte genre, og tog tilløb adskillige gange før han offentliggjorde de to kvartetter i opus 51. (Brahms refererede selv til Haydns seks kvartetter fra 1772 som et næsten uopnåeligt forbillede, og ca. 20 kvartetter fra Brahms’ hånd skulle være smidt væk, inden han var tilfreds!)

På trods af Brahms’ bekymring er det til fulde lykkedes ham at inkorporere sine kendetegn i sine første strygekvartetter. A-molkvartetten er fuld af varm og kraftfuld strygerklang, dansende rytmer og lyriske melodier.

Schubert kaster sin lytter hovedkulds ind i en række skift mellem dur og mol. En stemningsmæssig dobbelttydighed, der fortsætter det monumentale værk igennem og accentueres i sidste sats, hvor man mærker varme smil afløses af vredesudbrud med få sekunders mellemrum. Også andre idéer sætter sine spor igennem hele værket, med en punkteret rytme som en af de mest iørefaldende.

Kvartetten er et af Schuberts allersidste værker – i komponistens korte liv, var han her nået til et episk højdepunkt, der er blevet stående som et hovedværk i genren.

CALIDORE KVARTETTEN

Calidore Kvartettens ”dybe reserver af virtuositet og uimodståeligt dramatiske instinkt” (New York Times) og ”balance af intellekt og udtryk” (Los Angeles Times) har vundet dem anerkendelser over hele verden. Ensemblet har oplevet en helt enestående prisregn, heriblandt Avery Fisher Prisen og M-prisen på 100.000$, den største pris for kammermusik i verden.

Calidore Kvartetten optræder regelmæssigt på de mest prestigefyldte scener – højdepunkter i 2017-18 sæsonen omfattede debuter på Kennedy Center, Alice Tully Hall og BBC Proms samt i Boston, Philadelphia,

Paris, Bruxelles, Köln og Barcelona.

Da kvartetten besøgte Mogens Dahl Koncertsal i 2018 var det med programmet ’Music and Conflict’ fra deres debutalbum for Signum Records. Albummet blev efterfølgende usædvanlig godt modtaget i Strad Magazine.

Siden har de fejret 10års-jubilæum ved blandt andet turnere med en Beethoven-cyklus i både USA og Europa samt fortsætte deres spændende samarbejder med verdensstjerner som Marc-André Hamelin, Pavel Kolesnikov og Yeol Eum Son.

MUSIKKEN:

Der er så få dur-passager i Winterreise, at man spidser øre, når de dukker op. Første gang der moduleres til dur er ikke overraskende når vi introduceres for den pige, der ’talte om kærlighed’ i Gute Nacht. Men endnu mere markant: hele fjerde strofe af denne første sang er i dur; her hvor vandreren efterlader pigen med et indgraveret ’godnat’ på døren. Som om det endegyldige farvel er en forløsning.

Det bliver i løbet af Schuberts legendariske sangcyklus mere og mere klart, at det ikke er en banal fortælling om en ung forelsket mand, der er blevet svigtet af en pige. Det er hele den menneskelige eksistens, der skaber vandrerens – den evige fremmedes – fortvivlelse og dødslængsel.

Wilhelm Müllers digte skildrer en uafvendelig rejse mod døden, men Schubert iklæder det frosne vinterlandskab, hvor tårer fryser til is, en musik, der på paradoksal vis rummer særdeles livfuld æstetik.

Klaveret blæser liv i lindetræets grene, så det spøgelsesagtigt vækker minder om skyggefulde sommerdage. Og i glimt smeltes sneen bort af tårer, så vandet strømmer livfuldt gennem landskabet – helt ned til den elskedes hus i byen. Men ak: I næste sang, Auf dem Flusse, fryser vandet til is igen. I Frühlingstraum galer hanen faretruende, hver gang drømmen om foråret bliver for livagtig, men sangen dør ud i et ubesvaret spørgsmål: Hvornår holder jeg min elskede i mine arme?

Det grundlæggende dilemma udtrykkes i Erstarrung: I det frosne hjerte findes et billede af den elskede, men smelter hjertet, smelter også billedet. Der er med andre ord ingen vej tilbage på den sidste rejse mod vinter. Posthornet gjalder forgæves og håbet dør med det sidste blad, der falder til jorden. Begge dele skildres dog med en levende musikalsk indføling, hvor selv gråden ved håbets grav nuanceres i klaverets sidste skift fra mol til dur.

Tomme kvinter i klaveret og en frysende, uforløst slutning efterlader os skuttende i kulden: Er den uhyggelige lirekassemand i sidste sang et forvarsel om dødens meningsløshed? Vil håbet overvintre?

JOHAN REUTER, baryton

Johan Reuter er et af Danmarks helt store internationale kunstnernavne. Den fremragende bas-baryton optræder fast på teatre og festivaler som Royal Opera House i London, Metropolitan Opera i New York, Wagnerfestspillene i Bayreuth, Opera de Bastille i Paris, Wiener Staatsoper, Bayerische Staatsoper i München og Salzburger Festspiele.

Med sin store stilistiske spændvidde er han også fast gæst i koncertsale som Concertgebouw i Amsterdam, Philharmonien i Berlin, Royal Albert Hall i London og Musikverein i Wien. Johan Reuter medvirker på utallige CD- og DVD-indspilninger og han har to gange vundet Reumertprisen som årets sanger.

Johan Reuter er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og på Operaakademiet i København. Fra 1996 til 2019 var han en fast del af Det Kongelige Teaters solistensemble. I dag er han stadig tilknyttet som Associate artist, samtidig med hans engagementer på Gran Teatre de Liceu i Barcelona, Bayerische Staatsoper i München og Metropolitan i New York har taget fart.

JAN PHILIP SCHULZE, piano

Jan Philip Schulze fik en lynstart på sin internationale karriere som prisvinder ved en perlerække af konkurrencer i Italien, Spanien og Sydafrika.

Som lied-akkompagnatør har han regelmæssigt givet koncerter med Juliane Banse, Annette Dasch, Rachel Harnisch, Dietrich Henschel, Jonas Kaufmann og Violeta Urmana. Han optræder regelmæssigt i Berliner Philharmonien, London Wigmore Hall, Salle Pleyel i Paris, Auditorio Nacional i Madrid, i Tokyo, på La Scala i Milano samt på festivalerne i Lucerne, Salzburg, Edinburgh, München og Schwarzenberg.

Jan Philip Schulze har indspillet alle Hans Werner Henzes værker for klaver samt førsteopført musik af adskillige nulevende kunstnere.

Jan Philip Schulze er uddannet ved Musikhochschule i München og ved Tschaikovsky-konservatoriet i Moskva. Siden 2004 har han været professor i “Liedgestaltung” på Musikkonservatoriet i Hannover.