Koncertsalens program

Celloens mørke klang har en helt særlig plads i hjertet hos mange musikelskere. Med den norske mestercellist Truls Mørk ledsaget af klaverfænomenet Behzod Abduraimov fra Uzbekistan er der en koncertaften i vente, der – som celloens toner – går dybt ind i krop og sjæl.

Truls Mørk har turneret i hele verden og har en imponerende række af roste indspilninger bag sig på selskaber som Virgin Classics, EMI, Deutsche Grammophon, Ondine, Arte Nova og Chandos. De store priser fra Gramophone, Grammy, Midem og ECHO Klassik er fulgt efter i en stadig strøm.

Vidunderbarnet Behzod Abduraimov fra Uzbekistan studerede i USA og er blevet en pianist man ikke kommer udenom: Alle de store orkestre hyrer ham i disse år som et sikkert kort, når det gælder virtuos og original fremførelse af den store klaverlitteratur.

Det er ikke mindst Beethovens fortjeneste, at sonaten for to instrumenter udvikler sig i 1800-tallet – fra at være en klaversonate, hvor celloen ’bare’ spiller det samme som venstre hånd i klaveret. Beethoven udviklede duoen, så begge instrumenter på skift får lov at føre an. De to sonater i opus 5 er komponeret mens Beethoven opholdt sig hos den preussiske konge og dygtige cellist, Frederik Wilhelm 2. Tonen er let og elegant og demonstrerer Beethovens overlegne evne til at variere sit udtryk så hofmusikken bliver andet og mere end underholdning.

Prokofjev besluttede i 1949 at komponere et værk for Mstislav Rostropovitj og Svjatoslav Richter. Prokofjev var udsat for sovjetisk censur, så først i 1951 blev den gribende sonate med dens mørke undertoner udgivet.

I 1945 havde Bolsjojteatret premiere på Prokofjevs ballet Cinderella. Prokofjev benyttede siden sit store talent for transkribering til at lade en adagio fra balletten træde frem som selvstændigt kammermusikværk. Hele celloens udtryksregister tages her i brug i en stærkt temperamentsfuld og ekspressiv sats, som rundes af i en lavmælt slutning.

Efter en depressiv periode gik Rachmaninovs vej tilbage til musikalsk virke over sonaten i g-mol, der også blev det sidste, han skrev i genren. Sonaten er indbegrebet af russisk romantik og gnistrer fra først til sidst af Rachmaninovs mesterlige melodier og forførende klanglandskab.

”Gaden er protestens bedehus (oratorium) og gadens paroler flyttes i dette værk ind i kirken. Book of Prayers er ikke et traditionelt oratorium med ét enkelt narrativ men en parafrase over genren med udgangspunkt i ordet orare – at bede”. Sådan forklarer Niels Rønsholdt pointen med sit nye værk, som uropføres i et samarbejde mellem Mogens Dahl Kammerkor, Athelas Sinfonietta Copenhagen og Golden Days Festival.

Tekstmaterialet til dette oratorium stammer fra Stasi’s systematiske dokumentation af parolerne på gaden i de dramatiske måneder i slutningen af 1989 – konkretiseret i én bestemt notesbog med Stasi-agenters håndskrevne optegnelser af oktoberrevolutionens paroler. Med dette som udgangspunkt videreudvikles, omtydes og generaliseres teksterne gennem parolens og bønnens egne sproglige midler: Gentagelse, allitterationer, anaforer, bydeformer.

Book of Prayers vil forme sig som et flertydigt værk, der både hylder den menneskelige hengivenhed i bønnen og samtidig udstiller det tankevækkende i at bede frem for at handle. Det er et dybfølt portræt af håbet samtidig med at det er en religionskritik og en kritik af både den politiske apati og aggression som hhv. bønnen og parolen kan afspejle.

Protestbevægelsers paroler kan siges at være en slags moderne, ikke-religiøs, kollektiv bøn. Både bønnen og parolen er stærke udtryk for håb og uanset hvor ateistisk eller apolitisk man er, kender enhver bønnen om et bestemt udfald. ’Book of Prayers’ er derfor et værk som det umiddelbart er lige til at spejle sig i som publikum – ligesom det er et portræt af en bestemt tid:

Slutfirsernes dystopi og vrede afløses med murens fald af et markant udbrud af håb, som vi i dag kan konstatere er blegnet kraftigt.

Kan håbet synges frem igen?

NIELS RØNSHOLDT
Niels Rønsholdt er komponist og lydkunstner – uddannet dels ved private studier hos Lasse Laursen og Helmut Oehring og dels på Det Jyske Musikkonservatorium hos Karl Aage Rasmussen, Bent Sørensen, Per Nørgård med flere. Han har blandt andet komponeret en række bestillingsværker fra betydende festivaler, forlag og ensembler som for eksempel Akademie der Künste, Edition Wilhelm Hansen, TRANSIT Festival og Den Jyske Opera.

En svensk stjernesopran vil sammen med den fantastiske tyske pianist Paul Rivinius fylde Mogens Dahl Koncertsal med vidunderlige lieder og sange fra både nord og syd.

Camilla Tilling har studeret på Göteborgs Universitet og Londons Royal College of Music. Herefter fulgte en lynkarriere skudt i gang på New York City Opera med efterfølgende debuter på de største internationale operascener. Succesen er kun fortsat – også på kammermusikfronten, hvor Paul Rivinius ofte har været at finde ved hendes side.

Paul Rivinius har for længst indtaget Wigmore Hall, Carnegie Hall med mange flere… Tidligere var han professor i kammermusik i Berlin, men er nu turnerende musiker på fuld tid med base i München.

Bo Lindes sofistikerede tonesprog kan give mindelser om Benjamin Britten, men er også rigt på jazz-prægede harmonier. Har ’Den ängen där du kysste mig’ monstro sat sig spor i NHØP’s og Kenny Drews 1973-version af ’I skovens dybe stille ro’?

Lyse arpeggioer i klaveret hilser velkommen i den første af Griegs sange med tysk poesi, men senere er end ikke blomstrende roser nok til at fortrænge en ulykkelig kærlighed. Den afsluttende drøm springer med stor ambitus tilbage til et håbefuldt lune.

Hos Sibelius er det nordiske sprog tilbage – men temperamentet er bestemt ikke køligt. ’Flickan’ der kommer hjem – først med blusssende læber, siden med bleg hud, svigtet af sin elsker – bringer os igennem hele følelsesregisteret. Også ’En slända’ (en guldsmed) beskriver den flygtige kærlighed med stor passion.

Programmet rundes af med to østrigske komponister, der i samtiden var indflydelsesrige dirigenter, men i dag især huskes som banebrydende komponister i overgangen mellem romantik og modernisme. Det sidste farvel er yderst dystert. I ’Nicht Wiedersehen’ (fra ’Das Knaben Wunderhorn’) ringer to gentagne, faldende intervaller gang på gang som dødens klokker i klaverets bas.

Nu kan du komme helt tæt på Vilde Frangs forførende mesterskab. Hun spillede violin allerede som fireårig, optrådte med Norges radioorkester som tiårig og slog igennem internationalt som tolvårig. Her har du hende på få meteres afstand til en kammermusikkoncert, hvor hun i selskab med det jævnaldrende tyske stjernefrø, Michail Lifits bruger sin verdenskendte violinmagi på Brahms, Schubert og Bartok.

Vilde Frangs karriere blev blandt andet styrket af en mentorrolle hos Anne-Sophie Mutter, og hendes lynhurtige vej til stjernerne har i det hele taget bragt hende i en international liga, hvor kun ganske få andre befinder sig. Alligevel beskrives hendes spil ofte med ord som ’barnlig fryd’ og ’troldpige-agtigt’.

Også Michail Lifits er kommet hurtigt til tops. Han har allerede flere førstepriser ved internationale klaverkonkurrencer på sit cv og hyldes for sit blændende spil på scener som Carnegie Hall, Salle Cortot, Wigmore Hall og Tonhalle.

Der er solskin og landlig idyl fra allerførste tone i Brahms’ første violionsonate. Men ligeså hurtigt blandes varmen op med en anelse kølighed. Violin og klaver spiller op til hinanden med disse vekslende følelser gennem hele første sats i en afvekslende leg med pizzicato, legato, løb, pludselige udbrud og lavmælte passager. Klaveret indleder en langsom og mere indadvendt andensats, mens tredjesatsen har stof til at lade solstrejf feje over det musikalske landskab, omend det er de inderlige og lavmælte følelser, der synes at sejre. Der er motivistisk stof i sonaten fra Brahms’ ’Regenlied’, og den lidt sørgmodige tone passer fint til værkets kælenavn ’regnsonaten’.

Hvis vi tæller alle temposkift med, er der syv satser i Schuberts sidste værk for violin og klaver. Det er et uhyre krævende værk – det regnes for at være noget af det sværeste, man kan komme ud for som både pianist og violinist. Der er sigøjnertoner i luften med klaverets første tremolo – hurtigt vibrerende toner, der ligner effekten fra det ungarske instrument cimbalon, der anslås med hamre. Violinen kommer igennem hele følelesesregistret med virtuose udbrud i de tre sidste satsers rasende hurtige passager – og når et følelsesmæssigt højdepunkt i andantinoens variationer over den smeltende smukke melodi fra Schuberts lied ’Sei mir gegrüsst’.

Bartoks sonate fra 1921 er højdramatisk musik med spor af både folkemusik og tolvtonemusik. Et helt særegent træk ved værket er de to instrumenters egenrådighed: De udfolder hver især deres eget materiale i et fascinerende parløb, der både tonalt og melodisk udgør et højdepunkt i 1900-tallets udforskning af musikkens inderste væsen.

En ekstraordinær klavervirtuos, et matematisk geni, en unik komponist – Kit Armstrong er på alle måder en ener, og den intime kammerkoncert med det amerikanske supertalent bliver et spektakulært møde med en sjælden personlighed.

Kit Armstrong er 27 år, men har gennemført uddannelsesforløb, der får det til at svimle for selv garvede polyhistorer. Allerede som syvårig studerede han første gang fysik på universitetet i Los Angeles – samtidig med at han gik på high school og i øvrigt også var indskrevet på Chapman University som komponiststuderende. Som niårig blev han fuldtidsstuderende på Utah State University med fagene biologi, fysik, matematik og musik. Som tolvårig flyttede han til London for at studere på Royal Academy of Music – og sådan bliver det bare ved og ved og ved. Han har i dag færdige grader – med højeste udmærkelser – fra både Royal Academy of Music og Marie-Curie Universitetet i Paris.

Alt dette sker helt uhørt samtidig med at Kit Armstrong indtager verden som feteret pianist!

Den unge multikunstner kunne meget vel have fyldt programmet med egne kompositioner, men har valgt et program, der bringer os gennem basale hovedværker fra klaverets barn- og ungdom.

Haydn skrev sin fantasi i C-dur med – efter eget udsagn – både amatører og professionelle i sigte. Det er endt med ikke at være spor let at fremføre, men der er en lettilgængelig tone i værket, der kan tilskrives dets oprindelse i en simpel østrigsk folkemelodi.

Carl Philipp Emanuel Bach var optaget af at skrive musik, der rørte tilhørerens følelser på nye, opfindsomme måder. I overgangen mellem barok og wienerklassik er hans musik blandt det mest virtuose og legende, hvilket den frie fantasi fra 1787 vidner om på fornem vis.

Mozarts klaversonate fra 1784 åbner med en variationsats i en lys og let tone, der vil være indbegrebet af Mozart for de fleste lyttere. Med fantasien i f-mol vender Kit Armstrong imidlertid tilbage til Mozart i et værk, der er skrevet til ’mekanisk orgel’ og trods denne moderne omstændighed hylder den ’gamle’ Johann Sebastian Bach med finurlige fuga-elementer i den midterste del.

Efter udvalgte dele af den monumentale Kunst der Fuge

bliver der sat punktum med Beethoven. I sin tredjesidste klaversonate leger han med vores forventninger til tempo: En hurtig ansats leder lynsnart til et betydeligt mere roligt tempo. I anden sats er tempoet frygtindgydende hurtigt. Sidste sats er en vidunderlig variation over et adstadigt tema. Efter en række variationer, der bringer glimtvise mindelser om sonatens første og anden sats, sluttes der af i det rolige og afklarede tempo.

The Times har udtrykt det sådan her:

”…med sådanne musikere må der være et vist håb for menneskeheden.” Og ellers taler ni Grammyer, tre Gramophonepriser, Avery Fisher-prisen, ’Ensemble of the Year’ i Amerika jo også deres tydelige sprog om Emerson Kvartettens sejrsgang siden begyndelsen i New York i 1976.

I kvartettens 2019-sæson er de efter 40 år stadig ’quartet in residence’  ved Smithsonian Institute i Washington, D.C. , de optræder som del af ’Chamber Music Society’ ved Lincoln Center i New York og er på to omfattende europaturneer – hvoraf den ene fører dem til denne intime koncert i Mogens Dahl Koncertsal.

Celloen åbner med en sødmefuld figur og afslører straks en folkemusikinspireret indfaldsvinkel til kvartetten. De slaviske træk bliver tydeligere i andensatsen. Betegnelsen ’dumka’ stammer fra ukrainsk folkemusik, men den melankolske tone, der associeres med ordet, er Dvoráks fortjeneste. Læg i øvrigt mærke til at melankolien ikke står alene, men særdeles effektfuldt kontrasteres med lystig dans. I sidste sats dukker der passager op, som afslører musikkens geografiske udgangspunkt i det tjekkiske Böhmen, med stilistiske træk fra den hurtige skocná-dans i to fjerdedele.

Den Pulitzerprisvindende komponist Richard Wernick har i mange år bistået dirigenten Riccardo Muti med at udvælge nye værker for Philadelphia Orchestra, mens hans egne værker hovedsageligt har været for kammermusikalske besætninger. Han har tætte samarbejder med blandt andre Juilliard Kvartetten, Mstislav Rostropovitj David Starobin – og Emerson Kvartetten. For sidstnævnte har han skrevet sin 10. strygekvartet, som havde premiere 21. marts 2019 i Berlin foran et begejstret publikum i Pierre Boulez Saal. ”Sofistikeret i højeste potens”, skrev Der Tagesspiel i deres anmeldelse.

Diplomat og prins Razumovskij bestilte tre kvartetter hos Beethoven, som naturligvis refererer behørigt til bestillerens russiske ophav. I strygekvartet nr. 8 optræder det russiske i form af en melodi i tredje sats’ triodel. Den introduceres markant med højt humør i bratchen og slår gnister i et lystigt pingpong, hvor de akkompagnerende stemmer synes at modsige tonaliteten i den russiske melodi. Sidenhen sætter det russiske tema sig spor i de fyrige åbningstoner i sidste sats. Slutningen markeres effektfuldt af to abrubte pauser, der stemmer forventningen til en eksplosion, der udebliver til fordel for en hurtig og elegant bundet sløjfe.

År for år har Mogens Dahl Kammerkor strammet grebet om deres helt eget bud på Händels mesterværk Messias. Orchestra of the Age of Enlightenment har været en idéel medspiller i det internationale projekt, som tilbyder det københavnske publikum en på én gang moderne og Händel-tro version af oratoriet, som for mange er den ultimative julemusik.

I 2019 er det 12. gang Mogens Dahl dirigerer et sprødt barokorkester, internationale stjernesolister og sit eget toptrimmede, professionelle kor i en fyldt Holmens Kirke.

Händels Messias fortæller historien om Det Gamle Testamentes profetier om en frelser for hele menneskeheden. Charles Jennens samlede teksterne, der mesterligt iklædtes musik af Händel, så de bibelske beretninger appellerer til de dybeste menneskelige følelser.

”Halleluja for en flot ’Messias’: Det er næsten ikke til at vente på, at engelsk orkester igen vender tilbage til København.”

Henrik Friis / Politiken, 8. december 2018

”[…] med Mogens Dahl og hans kammerkor får man den ægte vare.”

Peter Dürrfeld / Kristeligt Dagblad, 12. december 2018

”[…] ingen udgave virker så ny, så gribende, så helt igennem »rigtig« som den med Mogens Dahl og hans stormtropper.”

Søren Schauser / Berlingske, 11. december 2017

År for år har Mogens Dahl Kammerkor strammet grebet om deres helt eget bud på Händels mesterværk Messias. Orchestra of the Age of Enlightenment har været en idéel medspiller i det internationale projekt, som tilbyder det københavnske publikum en på én gang moderne og Händel-tro version af oratoriet, som for mange er den ultimative julemusik.

I 2019 er det 12. gang Mogens Dahl dirigerer et sprødt barokorkester, internationale stjernesolister og sit eget toptrimmede, professionelle kor i en fyldt Holmens Kirke.

Händels Messias fortæller historien om Det Gamle Testamentes profetier om en frelser for hele menneskeheden. Charles Jennens samlede teksterne, der mesterligt iklædtes musik af Händel, så de bibelske beretninger appellerer til de dybeste menneskelige følelser.

”Halleluja for en flot ’Messias’: Det er næsten ikke til at vente på, at engelsk orkester igen vender tilbage til København.”

Henrik Friis / Politiken, 8. december 2018

”[…] med Mogens Dahl og hans kammerkor får man den ægte vare.”
Peter Dürrfeld / Kristeligt Dagblad, 12. december 2018

”[…] ingen udgave virker så ny, så gribende, så helt igennem »rigtig« som den med Mogens Dahl og hans stormtropper.”
Søren Schauser / Berlingske, 11. december 2017