Koncertsalens program

Det går stærkt for den 72-årige: Juilliard Kvartetten besøgte Mogens Dahl Koncertsal i 2018 med ny cellist, og nu – ved det ottende besøg – er der kommet endnu et kvindeligt medlem i den verdensberømte kvartet. Areta Zhulla har studeret på Juilliard School of Music og har siden september 2018 deltaget i kvartettens imponerende turneaktivitet. ’Det føltes fra det allerførste øjeblik helt specielt og helt rigtigt at spille med mine nye kollegaer’, fortalte hun om æren af at blive optaget i dette legendariske ensemble. (’Den vigtigste amerikanske kvartet i historien’ – Boston Globe.)

Haydns strygekvartet nr. 67 er den sidste fuldendte fra hans hånd. Bestilleren var prins Lobkowitz – en ganske ferm musiker, der både kunne spille violin og cello samt ved en del lejligheder sang bas i blandt andet Haydns ’Skabelsen’. Med de to kvartetter i opus 77 må man sige prinsen fik fuld valuta for at have været mæcen for Haydn. Det er den tidligste mester i strygekvartettens kunst, der her endnu engang i sin alderdom brillerer med melodiøse temaer og kække overraskelser. Hør blot hvordan menuetten (mod sædvane på plads nummer to blandt de fire satser) leger med tre- og todelt takt!

Lembit Beecher fortæller følgende om sit bestillingsværk til Juilliard Kvartetten:
’Da jeg begyndte at skrive, tænkte jeg over hvordan vores liv over tid bliver til historier, som vores børn, børnebørn og oldebørn fortæller, alt imens komplikationer og det subtile i livet udkrystalliseres til anekdoter, og de faktiske minder forsvinder. De tre satser i denne kvartet genfortæller ligesom efterfølgende generationer den samme historie. Musikalsk materiale videregives fra sats til sats, men undervejs bliver det fortolket og omdannet til noget helt anderledes.’

Dvorák skrev sin tolvte strygekvartet i USA under et ferieophold blandt tjekkiske emigranter i Iowa. Han beskriver selv pausen fra det hektiske New York, hvor han bestred stillingen som direktør på musikkonservatoriet, som uhyre frugtbar. ’Kære papa Haydn blev ved at tone frem for mig, og derfor blev det hele så simpelt. Og det er godt, det blev sådan’, skrev Dvorák sidenhen om den idylliske og højt skattede kvartet. Men er det virkelig Haydn, man hører her? Eller er det prærien, bomuldsplantagerne, nybyggerne og alle de andre mytiske bestanddele af det vidtstrakte ’nye’ kontinent der farver temaerne? En kendsgerning er det i hvert fald, at Dvorák gør intenst brug af pentaton (fem-tonet) melodik og skarpe, synkoperede rytmer. Stilen er folkelig i en bred, universel forstand, men mon ikke mange hører de amerikanske farver ganske tydeligt?

Det går stærkt for den 72-årige: Juilliard Kvartetten besøgte Mogens Dahl Koncertsal i 2018 med ny cellist, og nu – ved det ottende besøg – er der kommet endnu et kvindeligt medlem i den verdensberømte kvartet. Areta Zhulla har studeret på Juilliard School of Music og har siden september 2018 deltaget i kvartettens imponerende turneaktivitet. ’Det føltes fra det allerførste øjeblik helt specielt og helt rigtigt at spille med mine nye kollegaer’, fortalte hun om æren af at blive optaget i dette legendariske ensemble. (’Den vigtigste amerikanske kvartet i historien’ – Boston Globe.)

Haydns strygekvartet nr. 67 er den sidste fuldendte fra hans hånd. Bestilleren var prins Lobkowitz – en ganske ferm musiker, der både kunne spille violin og cello samt ved en del lejligheder sang bas i blandt andet Haydns ’Skabelsen’. Med de to kvartetter i opus 77 må man sige prinsen fik fuld valuta for at have været mæcen for Haydn. Det er den tidligste mester i strygekvartettens kunst, der her endnu engang i sin alderdom brillerer med melodiøse temaer og kække overraskelser. Hør blot hvordan menuetten (mod sædvane på plads nummer to blandt de fire satser) leger med tre- og todelt takt!

Lembit Beecher fortæller følgende om sit bestillingsværk til Juilliard Kvartetten:
’Da jeg begyndte at skrive, tænkte jeg over hvordan vores liv over tid bliver til historier, som vores børn, børnebørn og oldebørn fortæller, alt imens komplikationer og det subtile i livet udkrystalliseres til anekdoter, og de faktiske minder forsvinder. De tre satser i denne kvartet genfortæller ligesom efterfølgende generationer den samme historie. Musikalsk materiale videregives fra sats til sats, men undervejs bliver det fortolket og omdannet til noget helt anderledes.’

Dvorák skrev sin tolvte strygekvartet i USA under et ferieophold blandt tjekkiske emigranter i Iowa. Han beskriver selv pausen fra det hektiske New York, hvor han bestred stillingen som direktør på musikkonservatoriet, som uhyre frugtbar. ’Kære papa Haydn blev ved at tone frem for mig, og derfor blev det hele så simpelt. Og det er godt, det blev sådan’, skrev Dvorák sidenhen om den idylliske og højt skattede kvartet. Men er det virkelig Haydn, man hører her? Eller er det prærien, bomuldsplantagerne, nybyggerne og alle de andre mytiske bestanddele af det vidtstrakte ’nye’ kontinent der farver temaerne? En kendsgerning er det i hvert fald, at Dvorák gør intenst brug af pentaton (fem-tonet) melodik og skarpe, synkoperede rytmer. Stilen er folkelig i en bred, universel forstand, men mon ikke mange hører de amerikanske farver ganske tydeligt?

Er der et dansk ensemble, vi har fulgt nøje i Mogens Dahl Koncertsal, må man pege på det elegante og succesfulde Trio con Brio Copenhagen, der var ’Artist in residence’ hos os i 2008 og 2009 og nu kan fejre 20-årsjubilæum. De to koreansk-fødte søstre og danske Jens Elvekjær, der mødte hinanden i Wien, har magtet at gøre både individuel karriere og vække international opsigt som ensemble. De er blevet mødt af priser og lovord over hele verden. ’One of the greatest performances of chamber music I’ve ever encountered’, skrev de for eksempel i American Record Guide.

Programmet indledes med en uropførelse. Ligesom både Per Nørgård og Hans Abrahamsen, har nu også den store svenske komponist Sven-David Sandström komponeret til Trio con Brio Copenhagen. Sandström, der er ’Composer in residence’ for Mogens Dahl Kammerkor, hvortil han har komponeret flere store værker de senere år, har et moderne, lyst tonesprog, der trækker på inspiration fra både minimalismen og populær musik.

Sjostakovitj lader i begyndelsen af sin klavertrio nr. 2 celloen spille lyse flageoletter, lægger violinen i midten og giver klaveret rollen som bas. En gribende effekt, der understreger musikkens karakter af sorg og inderlighed. Musikken er skrevet under indtryk af en nær vens død og de frygtelige nyheder om Holocaust, der i 1944 efterhånden var nået frem til offentligheden. Et jødisk tema dukker op i sidstesatsens ’danse macabre’ inden de allersidste langsomme toner bringer fred.

Ærkehertug Rudolph af Østrig støttede Beethovens liv og værk. Ikke mindre end 14 kompositioner bærer en dedikation til den ivrige amatørpianist, heriblandt klavertrio nr. 7, som blev opført på et hotel i Wien. Beethoven sad ved den lejlighed for sidste gang ved klaveret ved en offentlig koncert. Den store komponists døvhed var allerede langt fremskreden, så som musiker var hans tid ved at rinde ud. Men bestemt ikke som komponist: Denne klavertrio står som et af monumenterne i Beethovens kammermusikalske produktion.

En elegant introduktion indledes med klaveret alene. Violinen og celloen kobler sig på i en kort lille duet, inden det sangbare hovedtema får lov at spille hovedrollen i en særdeles afvekslende førstesats. Scherzoen indledes af strygerne og har sin lethed til trods også mørke kontraster undervejs. Variationerne i tredje sats finder hvile i en gennemført majestætisk stemning trods staccato-afsnit og variationer med hurtige figurer. Sidste sats sætter ind uden pause og runder værket af med frisk bravour.

Hjemadressen er ganske vist Israel. Men denne kvartets arbejdsplads er i allerhøjeste grad omskiftelig. Med mindst to årlige USA-turneer, optrædener i for eksempel Wigmore Hall, Elbphilharmonie eller Theatre des Champs-Elysées samt ture til Rusland har Jerusalem Kvartetten bidt sig fast som en af verdens betydeligste. Med en række prisvindende udgivelser på Harmonia Mundi er ensemblets varme og afbalancerede lyd blevet et kendetegn, hvad enten det drejer sig om nye eller gamle epokers musik.

Den 28-årige Beethoven sætter sin første strygekvartet i gang med et kort motiv. Fra denne kim udvikler han med stærk inspiration fra Haydn og Mozart sit univers af stærke musikalske følelser. Andensatsen står i dyb kontrast til åbningens lethed. Efter sigende med inspiration fra Shakespeares tragedie, Romeo og Julie, komponerede Beethoven alle afskygninger af tragedie, dyb sorg og pludselige chok ind i denne sats. Scherzoen farer af sted med finurlige synkoper og en triodel, der sender førsteviolinen ud i hæsblæsende guirlander. Humøret er højt i sidstesatsen, hvor åbningsmotivet udfolder sig energisk med sit hurtige, indbyggede løb.

Langsomt og med store, faldende spring trækker Bartok os med sit allerførste stykke kammermusik ind i en sorgfuld verden. Smerten skyldtes en uigengældt kærlighed, men det er ikke en følelse, der får lov at stå alene i denne kvartet, der breder sig over tre satser.
Allerede i andensatsen er der mere liv og rørelse, men især tredjesatsen præges af det, der siden skulle blive Bartoks kendemærke: De folkemusikinspirerede temaer med sprælsk rytmik og karakterfulde melodier. Vidunderlige passager med fuga-teknik, små sørgmodige kontraststykker og en energisk finale synes at være Bartoks vej ud af kærlighedssorgen.

I modsætning til mange andre store komponister, har Debussy kun komponeret én strygekvartet. Det er et værk, der indvarsler mange af de træk, vi kender som impressionismens vigtigste kendetegn: let og luftig klang med svævende harmonik og legende rytmik. Læg mærke til førstesatsens hovedtema: Fornemmes det, at hele kvartetten gennemsyres af variationer over disse første takter, er man på rette spor. Temaet (eller elementer af det) vendes og drejes og flettes sammen med nye temaer gennem alle fire satser. Andensatsen præges af en legende vekslen mellem klangen fra knipsede strenge og strøg med buen og i tredje sats forføres vi af lange rolige passager med varm, smeltende melodik. I sidste sats væver nye variationer sig ind i det sindrige filigran af kendt og nyt materiale inden slutningen hvor hovedtemaets tre første markante toner gentages tre gange og et gnistrende løb ender i en dur-akkord.

For otte år siden besøgte den da 22-årige Lise de la Salle os for første gang. Dengang fik hun skudsmålet ’a talent in a million’ (The Gramophone) og vi så frem til at møde et ustoppeligt klaverfænomen. Hendes ry som ekstrem virtuos men også unikt udfoldede musikalske personlighed er kun vokset siden da, og det er ikke for meget sagt, at hun nu har fulgt en stjernes bane fra barn til voksen uden at forråde det kælenavn, hun fik af Franskrigs store avis Nice-Matin: ’Tangenternes fe’.

Lise de la Salle har kaldt sit program ’Paris’ efter sin elskede hjemby, og forklarer selv hvorfor: ’Alle programmets komponister har boet i Paris i kortere eller længere perioder, og byen har påvirket deres liv og musik på forskellig vis. Mozart tilbragte nogle af sine vigtigste år i byen og havde et had/kærlighedsforhold til Frankrig og Paris. Ravel studerede hos Fauré ved konservatoriet i Paris og de to Chopin-ballader er komponeret i Paris.’

De musikalske referencer til ’byernes by’ begynder med Mozarts leg med både stigende og faldende kromatik og en efter mozartske forhold ganske vemodig stemning i rondoen fra 1787 og den ligeledes sagtmodige fantasia fra 1782. Rondoen i D-dur, der afslutter den lille Mozart-afdeling er oprindelig skrevet for violin og orkester.

Ravels sonatine er i den indledende sats gennemsyret af parallelle kvinter og kvarter. Et harmonisk kendetegn ved den impressionistiske stil, der søgte at frigøre harmonikken fra sin tidligere bundethed. Efter en enkel vals i midten, slutter den virtuose og krævende sidstesats i en rytmisk tagfat mellem 3/4 og 5/4.

Også Ravels store klaverværk Miroirs kræver mildt sagt en virtuos pianist. Lise de la Salle har valgt tre satser ud – heriblandt de to, som sidenhen blev arrangeret for orkester af Ravel selv: Den vuggende og malende beskrivelse af båden, der duver på oceanet og den graciøse serenade med vanvittigt svære passager, der farves af spansk musikkultur.

Efter tre af Faurés smukke og højt skattede barcaroller danner to af Chopins ballader den sidste udflugt i det parisiske. Den første har den ære at være det højest elskede Chopin-værk af både Robert Schumann og Chopin selv. Stykket kommer vidt omkring i stemninger og tematikker – og taktarterne skifter mellem 4/4, 2/2, 6/4 og 6/8.

Ballade nr. 4 er måske den kendteste af Chopins fire ballader. Dertil kommer at den regnes for at være den sværeste – ikke mindst på grund af en gnistrende og rasende hurtig finale.

Brahms’ requiem i Phillip Molls udgave blev en fantastisk oplevelse for publikum ved den første danske opførelse i Holmens Kirke sidste år. Den transparente og elegante udgave af værket tåler bestemt en gentagelse – man aner begyndelsen på en ny påsketradition for Mogens Dahl Kammerkor…

Mogens Dahl Kammerkor fik i 2017 tilladelse af Rundfunkchor Berlin til at bruge deres nye arrangement, som er skrevet for kor og firehændigt klaver. Det har også tidligere været fremført med denne besætning – blandt andet af Brahms selv – men navnlig i de senere år har der været en stigende interesse for at udforske dødsmessen i en slank, kammermusikalsk udgave, hvor Brahms’ fantastiske arbejde med korets stemmer kommer til sin fulde ret.

Og her har den amerikanskfødte pianist Phillip Moll gjort en enestående og Brahms-tro indsats for at netop dette skal lykkes. Phillip Moll er bosiddende i Berlin, hvor han har samarbejdet med blandt andre Berlinerfilharmonikerne og Rundfunkchor Berlin.

Ein Deutsches Requiem består af syv satser, som alle kredser om at formidle en trøst til de efterladte. Måske har Brahms skrevet værket som en art efterbehandling af dødsfald blandt mennesker der stod ham selv nær: Moderen døde i 1865, hvor værket blev påbegyndt og vennen Robert Schumann døde nogle år forinden.

Selvsamme Schumann havde i øvrigt haft planer om nøjagtigt det samme, som Brahms nu gennemførte, nemlig en messe for de døde på det tyske sprog. ’Tysk’ i værkets titel refererer nemlig til det sproglige, og ikke til det tyske folk. Brahms selv har sagt, at han gladelig ville have kaldt sit requiem for ’Ein menschliches Requiem’, hvis det havde tydeligjort hans hensigt.

Ein Deutsches Requiem opføres med de to fremragende danske pianister Rikke Sandberg og Tanja Zapolski, og med solister på højeste internationale niveau.

Brahms’ Liebeslieder har haft en ganske særlig betydning for Mogens Dahl Kammerkor. Da det professionelle vokalensemble blev grundlagt i 2005, ville initiativtageren og dirigenten Mogens Dahl som det første levendegøre en livslang kærlighedsaffære med Brahms’ romantiske musik til de intense, østeuropæiske kærlighedsdigte. Musikken udkom på cd i 2007.

Nu 14 år senere, hvor Mogens Dahl Kammerkor har udviklet sig til et internationalt foretagende med en række uropførelser af store værker dedikeret til koret i Danmark, Sverige, Norge og Tyskland, har stifteren følt en drift mod at genbesøge de smukke sange om den skæbnesvangre kærlighed…

Brahms’ værk med tekster fra folkelig poesi kredser om længsel, afvisning, sorg, og besættelse:

En skakt så mørk er kærlighed,
en alt for farlig brønd;
den faldt jeg, stakkel, i
og misted syn og ørers lyd,
i mine tanker er kun fryd,
i mine plager suk og støn.

Men man aner også en let ironi, og kærligheden sejrer jo altid? Ekstase og glæde er også blandt følelserne i de 18 sange, som udgør værket Liebeslieder, op. 52. Flere andre af Brahms’ vidunderlige, romantiske lieder indgår i koncertprogrammet. Heriblandt Waldesnacht fra Sieben Lieder, op. 62 (tekst: Paul Heyse) hvori det lovende lyder:

Natlige skov, så vidunderlig kølig,
jeg hilser dig tusinde gange,
Efter verdens støjende tummel
hvor er din brusen sød.

Mogens Dahl Kammerkor har nået et stort publikum med Messias-opførelserne i Holmens Kirke. Ikke mindst korets samarbejde med det fantastiske Orchestra of the Age of Enlightenment fra London har vakt opsigt.

Det er nu 12. gang koret synger julen ind med Händels pragtfulde oratorium – i en på én gang moderne og Händel-tro version. Den slanke og sprøde barokudgave er blevet rost til skyerne af samtlige anmeldere, som har måttet finde stadigt stærkere superlativer frem.

Ambitionen har været at skabe en knivskarp udgave, hvor Händels fantastiske melodier og velklingende baroksatser får størst mulig gennemslagskraft. Værket, som fortæller historien om det Gamle Testamentes profetier om en frelser for hele menneskeheden, er på mange måder det ultimative religiøse værk, som omslutter de største kristne højtider, inklusiv påske og jul. Händel dramatiserer mesterligt både de bibelske beretninger og de tilknyttede menneskelige følelser.

★★★★★★
”»Messias« med Mogens Dahls ferme fodfolk og engelske elitestyrker må være noget af det bedste i Europa lige nu”, skrev Søren Schauser i Berlingske i 2017.

Også Politikens anmelder er gået begejstret fra Holmens Kirke: ”Hans Messias er mild og mægtig”, skrev Thomas Michelsen om sit møde med det han kalder et ’skandinavisk renskuret kor’ og solister og orkester som rene ’luksusvarer’.

Mogens Dahl Kammerkor har nået et stort publikum med Messias-opførelserne i Holmens Kirke. Ikke mindst korets samarbejde med det fantastiske Orchestra of the Age of Enlightenment fra London har vakt opsigt.

Det er nu 12. gang koret synger julen ind med Händels pragtfulde oratorium – i en på én gang moderne og Händel-tro version. Den slanke og sprøde barokudgave er blevet rost til skyerne af samtlige anmeldere, som har måttet finde stadigt stærkere superlativer frem.

Ambitionen har været at skabe en knivskarp udgave, hvor Händels fantastiske melodier og velklingende baroksatser får størst mulig gennemslagskraft. Værket, som fortæller historien om det Gamle Testamentes profetier om en frelser for hele menneskeheden, er på mange måder det ultimative religiøse værk, som omslutter de største kristne højtider, inklusiv påske og jul. Händel dramatiserer mesterligt både de bibelske beretninger og de tilknyttede menneskelige følelser.

★★★★★★
”»Messias« med Mogens Dahls ferme fodfolk og engelske elitestyrker må være noget af det bedste i Europa lige nu”, skrev Søren Schauser i Berlingske i 2017.

Også Politikens anmelder er gået begejstret fra Holmens Kirke: ”Hans Messias er mild og mægtig”, skrev Thomas Michelsen om sit møde med det han kalder et ’skandinavisk renskuret kor’ og solister og orkester som rene ’luksusvarer’.