Koncertsalens program

I det italienske hjem i en lille skotsk by lød der efter sigende Abba og Bee Gees i højttalerne. Ikke desto mindre fik Nicola Benedetti som ganske lille fingrene i violinen. Hendes kolossale talent sendte hende på Yehudi Menuhins berømte talentskole syd for London allerede som 10-årig. Her mødte Benedetti den tyske cellist Leonard Elschenbroich, der ligeledes begyndte som elev her som 10-årig. Også trioens ukrainsk fødte pianist, Alexei Grynyuk, har haft en opvækst som ekstremt talentfuldt vidunderbarn. Grynyuk gav sin første offentlige koncert som 6-årig. Alle tre er i dag etablerede verdensstjerner.

Du bliver mødt af romantik i allerhøjeste potens straks fra koncertens åbningstoner. Robert Schumann ødelage sine klaverhænder gennem en manisk træning af fingrenes uafhængige bevægelser (han opfandt et instrument til at tvinge dem fra hinanden) – men det forhindrede ham ikke i at komponere den ypperste romanstiske kammermusik for klavertrio.

Romantikken kommer til udtryk i musikkens insisteren på at vække store følelser frem. Snart hviskes der, snart råbes der; melodimaterialet er hele tiden indtrængende og sanseligt i en stadig vekslen mellem lyst og mørkt, dur og mol, stort orkestralt og småt, intimt. Den langsomme tredjesats er bristefærdig af indestængt smerte og vemod. End ikke den ildsprudende og triumferende sidstesats hvisker indtrykket af den søgende, romantiske sjæl ud.

Wolfgang Rihms moderne klassiker indenfor kammermusikrepertoiret fra 1980 er fyldt med referencer til de romantiske følelser. Der er ikke direkte citater fra romantiske komponister, men Rihm har ifølge eget udsagn villet forfølge de inderste kræfter i navnlig Schumanns musik. Voldsomt bi-polare sammenstød mellem orden og kaos giver et fantastisk perspektiv på 1800-tallets søgen efter nye horisonter: Hvordan ville Schumanns musik have lydt, hvis han havde levet i 1980’erne?

Efter en kort klaverintroduktion præsenterer celloen det første tema i Brahms’ stort anlagte klavertrio. Allerede i førstesatsen myldrer det med tematiske idéer og stemninger. Scherzoen åbner med et tjept vuggende tema i mol. Satsen vender tilbage til dur og leder videre til adagioen, som sætter pulsen helt ned. Lavmælte klaverakkorder slår en næsten mystisk stemning an inden celloens varme overstråler satsens alvorlige karakter. De sagte klaverakkorder slutter satsen af. Fjerdesatsen vender tilbage til mol og giver værket en dramatisk slutning, hvor også synkoperede rytmer understreger klavertrioens alvor og tyngde.

Der er som bekendt tre store B’er i komponisternes verden. Bach, Beethoven og Brahms. Naturligvis har disse tre mestre en stor plads i vores koncertprogram hver eneste sæson.

Det sidste B har endda fået sin helt bestemte faste plads: Brahms’ requiem i Phillip Molls udgave er blevet en fasttømret del af Mogens Dahl Kammerkors forår.

Det storslåede værk har ikke uden grund altid haft en stor fanskare. Det er melodisk, varmt og elegant; komponeret af Brahms på toppen af sin kunnen.

Mogens Dahl Kammerkor fik i 2017 tilladelse af Rundfunkchor Berlin til at bruge deres nye arrangement, som er skrevet for kor og firehændigt klaver. Det har også tidligere været fremført med denne besætning – blandt andet af Brahms selv – men navnlig i de senere år har der været en stigende interesse for at udforske dødsmessen i en slank, kammermusikalsk udgave, hvor Brahms’ fantastiske arbejde med korets stemmer kommer til sin fulde ret.

Ein Deutsches Requiem består af syv satser, som alle kredser om at formidle en trøst til de efterladte. Måske har Brahms skrevet værket som en art sorgbearbejdning efter dødsfald blandt mennesker, der stod ham selv nær: Moderen døde i 1865, hvor værket blev påbegyndt og vennen Robert Schumann døde nogle år forinden.

Selvsamme Schumann havde i øvrigt haft planer om nøjagtigt det samme, som Brahms nu gennemførte, nemlig en messe for de døde på det tyske sprog. ’Tysk’ i værkets titel refererer nemlig til det sproglige, og ikke til det tyske folk. Brahms selv har sagt, at han gladelig ville have kaldt sit requiem for ’Ein menschliches Requiem’, hvis det havde tydeligjort hans hensigt.

Brahms: Ein Deutsches Requiem opføres af  Mogens Dahl Kammerkor, de to danske pianister Rikke Sandberg og Tanja Zapolski og to svenske solister, sopran Maria Démerus og baryton David Wijkman.

Julian Rachlins særdeles spændende karriere har bragt ham sammen med verdens førende dirigenter og orkestre. Han er født i Litauen og immigrerede til Østrig i 1978, hvor han studerede ved blandt andre Pinchas Zukerman, som tidligere har gæstet Mogens Dahl Koncertsal. Her optrådte han som Wienerfilharmonikernes yngste solist nogensinde. I dag er han aktiv på flere fronter. På kammermusikscenen optræder han med partnere som Martha Argerich, Itamar Golan og Mischa Maisky. Desuden dirigerer han regelmæssigt verdens berømteste symfoniorkestre.

Magda Amara er en af de mest efterspurgte kammermusikere i Europa. Hun har arbejdet med flere medlemmer af wienerfilharmonikerne samt musikere som Andreas Ottensamer, Matthias Bartolomey, Michael Barenboim og Michaela Girardi. Hun har desuden som solist optrådt regelmæssigt med blandt andre Wiener Kammerorchester, National Philharmonic i Kiev og Cairo Symphony Orchestra.

Brahms’ sange ’Regenlied’ og ’Nachklang’ sætter sine aftryk i violinsonaten i G-dur. Ofte kaldes sonaten for ’Regnsonaten’ af samme grund. Ikke alene sætter den fælles melodi fra de to sange sig tydeligt igennem som hovedtema i tredjesatsen, men gennemgående punkterede rytmer fra Regenlied drypper igennem hele sonaten.

Den vidunderlige sonate i f-mol er komponeret for klarinet og siden arrangeret af Brahms selv for bratsch. På trods af en hurtig og livlig sidstesats efterlades man med varmt vemod som hovedindtryk.

Historien bag Dvoráks opus 75 begynder med et forsøg på at skrive en trio for to violiner og bratsch – musik som en logerende student og amatørmusiker kunne spille med på. Ad flere omgange udviklede denne musik sig til disse fire romantiske stykker som oser af Brahms’ begejstring for at skrive musik i den intime kammer-musikgenre.

Med en rolig førstesats lader César Franck lytteren tro at alt ånder fred og idyl. Den eksplosive andensats og den indadvendte recitativo-fantasia bringer helt andre føleleser i spil og endelig bygges der op til en smuk og ganske afklaret finale i sidste sats.

Doric Kvartetten har med flere spektakulære priser og udgivelser på cv’et etableret sig som en af sin generations mest betydningsfukde kvartetter.  De optræder nu i førende koncertsale, herunder Amsterdam Concertgebouw, Vienna Kon-zerthaus, Berlin Konzerthaus, Hamburg Elbphilharmonie, Louvre, Carnegie Hall og Kioi Hall Tokyo. Desuden optræder de jævnligt i Wigmore Hall.

Kvartetten er grundlagt i 1998 og har siden 2010 indspillet for Chandos Records. I 2019 indspillede de Brittens samlede strygekvartetter med fremragende anmeldelser til følge. Også deres Haydn-indspilninger har vakt stor applaus – herunder udvælgelse som ’Editor’s Choice’ i Gramophone, og ’Choc du Mois’ i Classica Magazine.

Det er som om Haydns kvartet med tilnavnet ’Fuglen’ skal tage tilløb. Gentagede toner og markeret baslinje i celloen slår hurtigt fast, at vi er i C-dur. Men som en gesvint fugl i skoven er hele molevitten pludselig flyttet til d-mol inden der rykkes tilbage. Små svirp i førsteviolinen understreger det lette og legende. Men læg mærke til at de fugleagtige elementer midt i satsen udvikler sig til noget, der bestemt ikke bare lyder lyst og lykkeligt.

I finalens rondo er der masser af folkloristisk fyrighed og træskodans. Kvartetten ender helt oppe i den blå himmel i en slutning, der minder mere om et forsvindingsnummer end et bastant punktum.

Mozart dedikerede IKKE sine tre preussiske kvartetter til Friedrich Wilhelm II, som selv var ivrig amatørcellist. I sine noter skrev Mozart ganske vist, at de var bestilt af kongen, men noget tyder på, der aldrig faldt betaling for de bestilte kvartetter. I hvert fald blev de udgivet efter Mozarts død uden dedikation. Betaling fra kongen i Berlin eller ej: Sjældent har en cellostemme strålet så fyrsteligt i en strygekvartet.

Beethovens strygekvartet nummer 13 opføres her i sammenhæng med ’Große Fuge’ (som oprindelig blev skrevet som den 13. strygekvartets sjette og sidste sats, men senere udgivet separat). Det er på alle måder stor musik, som Beethoven selv ærbødigt kaldte sin ”kære“ kvartet. Cavatinaens smukke melodi kunne bringe tårerne frem hos Beethovens selv, på trods af komponistens totale døvhed! Den afsluttende Große Fuge blev i samtiden opfattet som ”Babelsk forvirring” og ”Ligeså ubegribelig som kinesisk”, men regnes i dag vidt og bredt som Beethovens største bedrift

Richard Goode er anerkendt over hele verden som en af ​​nutidens førende fortolkere af Beethovens klaverværker. Han optræder regelmæssig i Europa og USA og er tilbagevendende solist med nogle af verdens fineste orkestre.

Den i New York bosiddende pianist har indspillet et hav af roste albums med alt lige fra solo- og kammermusik til lieder og klaverkoncerter. Hans indspilning af Beethovens klaverkoncerter med Budapest Festival Orkester blev i 2009 kaldt ”en milepæl-optagelse” af Financial Times og nomineret til en Grammy. Et box-sæt med ti cd’er indeholdende Beethovens samlede klaversonater blev også nomineret til en Grammy og valgt til ’Gramophone Good CD Guide’.

Der er altså masser af priser for Goodes virtuose fortolkninger af Beethoven i bagagen – men han er også en værdsat pædagog og mentor for næste generation af klassiske pianister. Han underviser fast i New York og London og giver regelmæssigt masterclasses på festivaller og koncertsale i USA og Europa.

Hvis Das wohltemperierte Klavier af Bach er klavermusikkens ’Gamle Testamente’ er Beethovens klaversonater Det Nye. Richard Goode har ved denne koncert sat de sidste tre af disse pragtværker på programmet – tre sonater, der spænder vidt i deres udtryk, men også samler sig om nogle af den sene Beethovens dybt originale karakteristika. Blandt fællestrækkene er den uhørt høje pianistiske sværhedsgrad, ligesom vi ser en optagethed af ældre musikalske former som fugaen parret med nyskabende harmonisk tænkning.