Cand. mag. i musik og massekommunikation og efteruddannelse i journalistik har givet Johannes Konstantin Neergaard en uddannelsesmæssig baggrund for musikformidling samt kreativ markedsføring og kommunikation i mange sammenhænge.
Han har siden 2008 været en fast del af teamet i Mogens Dahl Koncertsal, hvor han blandt andet er ansvarlig for programtekster, nyhedsbreve, presse, fundraising og annoncering. Han er bosat i Silkeborg, hvorfra han driver sit bureau Tonesprog og desuden er kunstnerisk leder af det lokale spillested Kedelhuset.