PROGRAM:Robert Schumann (1810 – 1856): Dichterliebe.Edvard Grieg (1843 – 1907): Fra Monte Pincio (fra Romancer, opus 39)Prinsessen (EG 133)En svane (Fra seks digte af Ibsen, opus 25)Våren (Fra Vinjesangene, opus 33)Richard Strauss (1864 – 1949): Vier letzte LiederBarbara Bonney er en af sopranfagets største internationale superstjerner. Vidt berømmet for sin stemmepragt og fantastiske teknik, men også for sin personlige udstråling og varme fortolkninger af store operaroller. Hendes fortolkning af ’Sophie’ i Strauss’ Rosenkavaleren er intet mindre end legendarisk, men listen over hendes store operaroller er trættende lang…Hun har indspillet over 100 cd’er på blandt andet Decca, DGG, EMI, og Teldec, med de største dirigenter og orkestre i verden. Som vores egen Bo Skovhus har hun hele karrieren igennem også lagt vægt på liedkunsten.Der er ganske stor spændvidde i liedgenren, og Bonneys program tager os fra den ene ende til den anden. Heinrich Heines farverige romantik bliver til sarte og inderlige toner i hænderne på Schumann. Den skønne maj, længselstårer og fuglesang – alt står i fuldt flor. De store følelser bliver dog sjældent larmende, i stedet er musikken spændt til bristepunktet med forfinet længsel. Ofte med tilbagetrukne, næsten tyste slutninger på de små billeder fra en ung digters kærlighedsliv.Det lille udvalg af pragtfulde griegsange rundes af med Aasmund Olavsson Vinjes hjertegribende sang om den døendes sidste oplevelse af foråret. Gennem to klart afgrænsede vers, hører vi glæden pible frem, men også uendelig smerte og vemod.Strauss nåede ikke selv at høre Kirsten Flagstad synge sine sidste fire lieder ved uropførelsen i London 1950. De er skrevet med en gammel mands afklarede ro, og med døden som tema, og selvom Strauss ikke selv har sat de fire lieder sammen med henblik på samlet opførelse, giver dette megen god mening. Igen er naturens gang – som hos også både Schumann og Grieg – en kilde til perspektivering af menneskets vandring. Sidste linje i Im Abendrot: ”Ist dies etwa der Tod?” følges op med temaet fra sidste sats i Strauss’ eget ungdomsværk Tod und Verklärung. Her er sandt at sige tale om et komponistliv, der sluttes af i ophøjethed. Temaet, der stiger op gennem de tre første toner i durskalaen får lov at sætte punktum for et gribende liedprogram.