PROGRAM:Johan Sebastian Bach (1685 – 1750): Kunst der Fuge. Uddrag.György Ligeti (1923 – 2006): Strygekvartet nr. 1, ’Métamorphoses nocturnes’Ludvig van Beethoven (1770 – 1827):  Strygekvartet nr. 15 i a-mol, SchuppanzighkvartettenDen Danske Strygekvartet slog hurtigt sit navn fast. Allerede kort tid efter debutkoncerten i 2002 gik turen til USA, hvor fremragende anmeldelser skubbed yderligere til en allerede rasende fart mod stjernerne. Seneste anerkendelse var tildelingen af det prestigefyldte Carl Nielsen Legat på 600.000 kr. i 2011. Kvartetten åbner med Kunst der Fuge. Et værk, nogle har ment, slet ikke er beregnet på at skulle spilles, men nydes som ren intellektuel øvelse via øjets opfattelse af nodebilledet. En sådan tolkning er ekstrem, men det kan om ikke andet diskuteres, hvilket instrument, Bach har haft i tankerne, da han skrev musikken. Hver stemme er skrevet på sin egen nodelinje i modsætning til Bachs værker for orgel eller klaver. Hermed åbnes for tanken om at opføre værket for ensemble. Noget både Juilliard, Emerson, Keller – og mange andre strygekvartetter – da også har gjort gennem tiden.I 1953 – 1954 var Ligeti endnu ikke flygtet fra Ungarn. Han måtte leve med en kommunistisk censur, der betød, at inspiration fra Bela Bartók strygekvartetter måtte begrænse sig til læsning af noder. Også sin egen musik måtte han vente med at høre opført – strygekvartet nr. 1 fik premiere i 1958 i Wien efter Ligetis landflygtighed. Musikken er ofte mørk, dyster og skæbnetung, men pakket med skæve, taetralsk-humoristiske indslag, der kan lyde som tegneserie-soundtrack, når handlingen er allermest grotesk. Her er skrigende monstre, ironiske grimasser, fuldemandsdans og knirkende musefælder overalt.Beethoven frygtede at alvorlig sygdom i 1825 ville blive enden på livet. Han kom sig og skrev over tredjesatsen i sin 15. strygekvartet: “Heiliger Dankgesang eines Genesenen an die Gottheit, in der lydischen Tonart” (En rekonvalescents hellige takkesang til Guddommen, i den lydiske toneart). Kvartetten åbner med et mindre optimistisk anslag: halvtoneskridt omkranser en tung indledning i mol. Langsomt flettes lysere toner ind i den musikalske fortælling. Den roligt afklarede, næsten meditative, takkesang i tredjesatsen udgør et meningsfuldt centrum i et værk, hvor muligheder for musikalske opdagelsesrejse aldrig hører op.