PROGRAM:kl. 18.00: Tale ved generalsekretær Lars Normann JørgensenKl. 18.30: Stående aftenbuffet Kl. 20.00: Koncert med Leif Ove Andsnes:Ludwig van Beethoven (1770 – 1827): Klaversonate nr. 21 i C-dur, (Waldstein)Johannes Brahms (1833 – 1897): Ballader for klaver.  Arnold Schönberg (1874 – 1951): Seks korte klaverstykker.Ludwig van Beethoven: Klaversonate nr. 32 i c-mol. Leif Ove Andsnes studerede i Bergen, og havde sin debut i Oslo i 1987. To år senere optrådte han ved Edinburg Festivalen og allerede året efter, førte karrieren ham til i USA. Han har vundet et stort antal priser – ikke mindst for sine internationalt anerkendte opførelser af Griegs værker. Det er desuden blevet til mange spektakulære optrædener i Carnegie Hall, Lincoln Center og senest i den lidt anderledes lokation, Apple Store på Fifth Avenue i New York.Ved denne støttekoncert for Amnesty International er der musik fra både første og anden wienerskole på programmet. Beethovens elskede Waldsteinsonate er et særdeles krævende værk, og selvom italienerne kender den under tilnavnet ”Daggry”, er søvnen for længst gnedet ud af øjnene når de første hurtige triller lyder. Brahms’ ballader er statelige stykker med åbne og enkle harmonier hugget i granit. Intermezzoet i ballade nr. 3 begynder med et tema, der sprænger sig vej gennem intervallerne for dog at falde til ro i sagte klange.Med Schönbergs seks korte klaverstykker suspenderes den kendte dur-mol tonalitet, omend der endnu ikke er tale om hans nok så berømte 12-toneteknik. Den ultrakondenserede musik er fra 1913, hvor han stadig komponerede store romantiske værker, men også var begyndt på at gøre sig fri af traditionel tonalitet og melodisk og formmæssig forudsigelighed. Beethovens klaversonate nr. 32 er banebrydende for sin tid, og rummer dybder, der kan undre og overraske både den udøvende og lytteren. Berømt er 2. satsens tredje temavariation med noget, der næsten tager sig ud som forudanelser om det 19. århundredes ragtime og boogie woogie. Både denne passage i tolv 32-dele og afslutningen på sidste sats, hvor det kræver en verdensklassepianist at få den uendelige række triller og meget hurtige bevægelser inkorporeret i værkets store bue, gør dette stykke musik til noget ganske unikt hos både Beethoven og i klaverlitteraturen som sådan.