november, 2014

23nov20:00Mogens Dahl Kammerkor, Stilhedens Forjættelse, Sct. Nicolai kirke, Svendborg20:00

Info

“Music is pleasing not only because of the sound but because of the silence that is in it.” (Thomas Merton)

I dette koncertprogram skaber Mogens Dahl Kammerkor et musikalsk rum for fordybelse og giver plads til at opleve en dyb indre stilhed midt i musikkens tæt vævede klangflader. Koncerten finder sted i de korte dage mellem allehelgen og advent og er inspireret af den dybe, sakrale understrøm i den vestlige vokalmusik. Men vi bevæger os også ud i det moderne, sekulære grænseland hvor mennesket oplever den eksistentielle ensomhed, som måske er et grundvilkår i den moderne verden.

Koncerten indledes med en enkel firestemmig sats af den engelske digter og komponist Ivor Gurney. Det er hans udsættelse af den smukke Davidssalme ”Herren er min hyrde” (Chant to Psalm 23) fra Biblens Gamle Testamente. Med dette værk er vi allerede midt inde i krydsfeltet mellem den jødisk-kristne bøns tradition og et af de mest angstfyldte udtryk for den moderne verdens konflikter. Gurney skrev nemlig denne sats kort før han drog ud som soldat i 1. Verdenskrigs skyttegrave. Salmen nynnede han for sig selv for at berolige nerverne mens granaterne fald omkring ham. ”Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig.”

Koncertens næste værk, den unge norske komponist Kim André Arnesens (f. 1980) gribende smukke Even when he is silent, bærer mærket af det seneste århundredes voldelige historie. Den enkle tekst blev angiveligt fundet ridset ind i væggen i en koncentrationslejr nær Køln efter afslutningen af 2. Verdenskrig og udtrykker en rørende tillid til kærligheden, lyset og til Gud, selv når de føles langt, langt væk.

Den franske organist og komponist Maurice Duruflé var ligesom sine samtidige kolleger Olivier Messiaen og Francis Poulenc stærkt præget af landets katolske kulturarv. Som dreng sang han i kirkekor i mange år og han fik en nær tilknytning til de enkle, gregorianske hymner som fik varig indflydelse på hans egne kompositioner. De Fire motetter i aftenens program er blandt de få værker som den selvkritiske komponist lod udgive. De tager alle deres udgangspunkt i en traditionel gregoriansk melodi som de udbygger til smukke flerstemmige satser. Vi er helt inde i kernen af det sakrale materiale med satser om glæden i Gud, Marias rene skønhed, Peter som Kirkens fundament og nadveren som en forsmag på den evige salighed.

Men allerede i dette liv har vi heldigvis lov at opleve skønheden og kærlighed! Som Nathan Söderblom skrev i 1916: ”Ak, tænker jeg, er der så stor en skønhed på den faldne jord”. I programmets to arrangementer af Donald Cashmore fejres denne jordiske skønhed og kærlighed i traditionelle irske og skotske folketoner. Robert Burns’ udødelige My Luve is Like a Red, Red Rose og den irske The Lark in Clear Air.

Den franske vokalkomponist par excellence, Francis Poulenc skrev hovedværket Un soir de neige i 1944 til tekster af den banebrydende surrealist Paul Eluard. I dette koncentrerede værk flytter han for alvor målestokken for den vokale musiks udtrykskraft og dens komplekse skønhedsvirkninger. Paul Eluard var stærkt påvirket af sine oplevelser ved fronten i 1. Verdenskrig og det er ikke svært at forestille sig hans dystre sindstilstand når man læser de forfrosne digte der ligger til grund for Un soir de neige (da. En aften i sne). Og dog rummer digtene, ligesom Poulencs musik, en egen rolig skønhed midt i den eksistentielle ensomhed

Koncertens program byder også på en uropførelse, og det er altid en særlig glæde at være med til at præsentere en ny generation af talentfulde komponister. Kim André Arnesen har, særligt til Mogens Dahl Kammerkor, skrevet ny musik til den traditionelle lovprisning af nadveren i O Sacrum Convivium. Teksten, af den store katolske middelalderteolog Thoams af Aquin, lovpriser Nadverens sakramente som en hellig middagsbanket, der ”fylder sindet med nåde” og giver en forsmag på evighedens herligheder. Det er skøn musik som lover godt for den nordiske vokalmusiks fremtid.

Den svenske komponist Per Gunnar Petersson er en anderledes erfaren herre. Hans dunkelt, klangskønne Aftonland-suite for a cappella kor, sangsolist og horn deler titel med nobelprismodtageren Pär Lagerkvists sidste digtsamling hvorfra teksterne er hentet. Det er digte, der handler om døden, der ses som en slags endeligt afklaring eller udfrielse fra hjertets uro. Sidste sats er lagt i munden på den døde selv, der konstaterer, at alt er uforandret, også menneskehjerternes uro – ”blot mit hjertes uro findes ej længere”. Gennem værket mærkes Lagerkvists optagethed af naturen som tilstand og sjælespejl. Måske derfor har Petersson også valgt ur-lyden af et horn, som ledsagende klangvirkning. Aftonland er blevet et signaturværk for Mogens Dahl Kammerkor.

Aftenens program rundes af med Water Night af den med rette populære amerikanske komponist Eric Whitacre. Whitacre har som få formået at skrive ny vokalmusik der både holder et højt musikalsk niveau og evner at appellere til et bredt publikum over hele verden. Teksten til Water Night er af den mexicanske Nobelprismodtager Octavio Paz og skildrer nattens mørke som en stille flod der overstrømmer og fylder sjælen med fredfyldt dunkelhed. Og netop sådan opleves Whitacres rolige strøm af skønne og enkle harmonier.

Info

program
Ivor Gurney: Chant to Psalm 23
Kim André Arnesen: Even when he is silent
Maurice Duruflé: Quatre Motets
1 Ubi Caritas
2 Tota pulchra es
3 Tue s Petrus
4 Tantum ergo
Donald Cashmore: 
My love is like a red, red rose
The Lark in the clear air
David M.A.P. Palmquist: Nocturne for horn
Francis Poulenc: Un soir de neige
Kim André Arnesen: O Sacrum Convivium (Uropførelse)
Per Gunnar Petersson: Aftonland
Eric Whitacre: Water Night
 
Medvirkende:
Mogens Dahl Kammerkor
Hornist: David M.A.P. Palmquist
Dirigent: Mogens Dahl
,
Her kan du se og høre Mogens Dahl fortæller om arbejdet med koncerten Stilhedens Forjættelse.

få en uforpligtende snak om dit næste event

Udfyld formularen og vi ringer dig op

X
×
Menu
Ring til os
Program