PROGRAM:Franz Schubert (1797 – 1828): Sonate nr. 16 i a-mol.  Franz Liszt (1811 – 1886): Wiegenlied, Elegie nr.2, Mephistovals nr. 2 Isaac Albéniz (1860 – 1909): Azulejos Sergej Rachmaninov (1873 – 1943): Sonate nr.2 b-mol. (Horowitz’ version)Med svenskeren Roland Pöntinen i programmet, er Mogens Dahl Koncertsal sikret en skandinavisk pianist i verdensklasse. Pöntinen har studeret på det kongelige svenske musikkonservatorium og Indiana University, USA. Han har turneret og indspillet over det meste af verden, og er et kendt navn både som pianist og komponist. Hans musik er opført i Carnegie Hall, og han har som pianist opført både Griegs og Ligetis klaverkoncerter ved promadekoncerter i London.At Franz Schubert er andet og mere end liedens mester høres tydeligt i a-mol sonaten fra 1825. Dette værk blev hans gennembrud som instrumentalkomponist hos forlæggerne, der hidtil kun havde anerkendt Schuberts geni indenfor vokalgenren. Pludselig kunne også samtiden høre, at Schubert mestrede andet end de sangbare melodier. Den stort anlagte sonate kommer vidt omkring i følelsesregistret og fordrer særdeles virtuost spil. I andantens variationer over et tema stilles der store tekniske krav til pianisten med hurtige løb, og den afsluttende rondo kræver stor kraft med voldsomme og pludselige kontraster.Fra Liszts enorme produktion på mere end 1000 stykker klavermusik, er der til denne koncert udvalgt tre spændende, men ikke voldsomt kendte stykker. Det er musik, der peger frem mod 1900-tallets modernisme uden dog at forlade tonaliteten. I Mephistovals nr. 2 er vi i djævelens fodspor: stykket begynder og slutter med det virkningsfulde tritonus-interval, ofte omtalt som djævelens interval på grund af dette tonesprings krasse, dissonantiske karakter.Albéniz’ Granada og Iberia høres ofte opført for klassisk guitar med tydeligt spansk temperament. Med Azulejos præsenteres vi for et langt mere drømmende udtryk hos den spanske pianist og komponist. Azulejos fra 1909 er tydeligt inspireret af fransk impressionisme. Koncerten sluttes effektfuldt af med Rachmaninovs sonate. I en tid hvor man hørte helt nye toner fra Stravinsky og Schönberg, holder Rachmaninov fast i tonaliteten. Rachmaninov formår at komponere i den romantiske tradition med stor originalitet og udtryksfuldhed. Lige fra det åbnende styrtdyk ned i klaverets dybe toner, til de afsluttende kaskader af lyd er det stor og fremragende klavermusik.