Program:Ludwig van Beethoven (1770-1827): Pianotrio nr. 5.Bruno Mantovani (f. 1974): Huit Moments Musicaux Sergej Rachmaninov (1873-1943): Trio élégiaque nr. 2, d-mol.Trio Wanderer:Vincent Coq, piano – Jean-Marc Phillips-Varjabédian, violin – Raphaël Pidoux, celloI Politiken blev Trio Wanderer ved sidste besøg i Danmark beskrevet som “et af klodens bedst fungerende ensembler i den ultraklassiske konstellation violin, cello, klaver.” Og hele verden har da også taget trioen til sig.  Strad Magazine har beskrevet dem som den ”vandrende stjerne”, og alle de prestigefyldte scener har haft dem på plakaten: Berlins Philharmonie, Paris’ Theatre des Champs Elysées, Londons Wigmore Hall, Milanos La Scala, Washingtons Library of Congress, Beijings opera, Amsterdams Concertgebouw med mange, mange flere.Også valget af samarbejdspartnere (blandt andet Yehudi Menuhin, Christopher Hogwood og James Loughran) og indspilningsprojekter (Mendelssohn, Dvorak og Smetana på Sony, en lang række prisvindende cd’er på Harmnonia Mundi mm.), har cementeret ensemblets status som et af klodens førende.Trioens næste projekter omfatter indspilning af Bruno Mantovanis kammermusik og Beethovens samlede pianotrioer. Projekter der har sat deres aftryk i koncertprogrammet i Mogens Dahl Koncertsal. Først Beethovens elegante trio fra 1808. En dyster andensats omkranses af ydersatser med wienerklassisk lethed og ynde. Dernæst musik fra en af Frankrigs førende komponister. En hyldest til Schubert, komponeret med ekstreme humørskift, ganske som hos den romantiske liedkomponist, men helt og aldeles uden tonalitet. Mantovani har siden 2010 bestredet jobbet som direktør på Paris’ musikkonservatorium, men er først og fremmest kendt som en af vor tids mest berømmede komponister. Det er blevet til talrige priser for Mantovanis fantasifulde musik. Senest har han modtaget Claudio Abbado-prisen fra Berlin Philharmonikerne og den europæiske musikpresses pris i 2010. Programmet rundes af med Rachmaninov. Over ulmende kromatik i klaveret strækker en melodi sig langsomt opad fra celloens mørke toner og videre i violinen. Gradvist gennem første sats får klaveret lov at fylde mere, herunder at blive melodiførende i nogle af stykkets vidunderligste passager. Andensatsen indfletter både langsom russisk melankoli og små stumper rivende hurtig folkedans inden sidstesatsen med en dramatisk og markant klaverstemme runder værket og aftenen af.