Jasminca Stancul, piano • Boris Kuschnir, violin • Orfeo Mandozzi • cello PROGRAM:Ludwig van Beethoven (1770 – 1827): Pianotrio nr. 5, D-dur, “Geistertrio“ Johannes Brahms (1833 – 1897): Pianotrio, C-dur.Franz Schubert (1797 – 1828): Pianotrio nr. 1, B-dur.Wiener Brahms Trio har naturligvis Wien som sit geografiske og kulturelle centrum. Musikerne selv er dog kosmopoliter med alt andet end en wiener-opvækst bag sig. Født i henholdsvis Serbien,  Ukraine og Schweiz og med uddannelse og arbejde i blandt andet Beograd, Moskva, Paris, New York, Wien og Sydney repræsenterer ensemblet en moderne global virkelighed. Turnévirksomhed bringer dem stadig på farten verden over. Alle tre har imponerende cv’er og titler, men vigtigst af alt har de siden 1993 skabt en unik enhed i trioen, berømmet for sin indsigt i Brahms og de øvrige store komponister fra Wien. Beethovens femte pianotrio fra 1808 har fået sit tilnavn på grund af sin dystre 2. sats. Det rumler med dybe triller i klaveret, celloen klager og violinen sukker. En spøgelsesagtig melankoli så stærk, at Beckett udnyttede satsen som underlægning i et af sine mørke BBC tv-spil. Ydersatserne retter dog op: her er wienerklassisk munterhed og lethed nok til at afbalancere regnskabet. Med Brahms’ pianotrio fra 1882 åbnes et af de mest sprudlende kapitler i Wiens kammermusikalske historie. Her er melodisk opfindsomhed og en variation i udtrykket, der gør det vanskeligt at sammenfatte hele værkets karakter med få ord. For en trio med internationalt format som Wiener Brahms Trio er der tale om en veritabel legeplads med mulighed for at udforske klang, dynamik og musikalske kontraster til det yderste. Og alligevel taber Brahms aldrig sin lytter: Gennem de vildtvoksende bølger går en strøm af imødekommende, melodisk varme.Hvis Schubert på tidspunktet for pianotrioens tilblivelse (1827) var præget af tungsindige tanker om tiltagende sygdom og forestående død, er det dog alligevel den velkendte melodiske magi, der glædesfuldt er på spil i aftenens afsluttende værk. Med cello og violin i sangbar duet føres vi gennem dette mesterværk, der ubegribeligt ikke fik anerkendelse før lang tid efter Schuberts død.