Doric Kvartetten har med flere spektakulære priser og udgivelser på cv’et etableret sig som en af sin generations mest betydningsfukde kvartetter.  De optræder nu i førende koncertsale, herunder Amsterdam Concertgebouw, Vienna Kon-zerthaus, Berlin Konzerthaus, Hamburg Elbphilharmonie, Louvre, Carnegie Hall og Kioi Hall Tokyo. Desuden optræder de jævnligt i Wigmore Hall.

Kvartetten er grundlagt i 1998 og har siden 2010 indspillet for Chandos Records. I 2019 indspillede de Brittens samlede strygekvartetter med fremragende anmeldelser til følge. Også deres Haydn-indspilninger har vakt stor applaus – herunder udvælgelse som ’Editor’s Choice’ i Gramophone, og ’Choc du Mois’ i Classica Magazine.

Det er som om Haydns kvartet med tilnavnet ’Fuglen’ skal tage tilløb. Gentagede toner og markeret baslinje i celloen slår hurtigt fast, at vi er i C-dur. Men som en gesvint fugl i skoven er hele molevitten pludselig flyttet til d-mol inden der rykkes tilbage. Små svirp i førsteviolinen understreger det lette og legende. Men læg mærke til at de fugleagtige elementer midt i satsen udvikler sig til noget, der bestemt ikke bare lyder lyst og lykkeligt.

I finalens rondo er der masser af folkloristisk fyrighed og træskodans. Kvartetten ender helt oppe i den blå himmel i en slutning, der minder mere om et forsvindingsnummer end et bastant punktum.

Mozart dedikerede IKKE sine tre preussiske kvartetter til Friedrich Wilhelm II, som selv var ivrig amatørcellist. I sine noter skrev Mozart ganske vist, at de var bestilt af kongen, men noget tyder på, der aldrig faldt betaling for de bestilte kvartetter. I hvert fald blev de udgivet efter Mozarts død uden dedikation. Betaling fra kongen i Berlin eller ej: Sjældent har en cellostemme strålet så fyrsteligt i en strygekvartet.

Beethovens strygekvartet nummer 13 opføres her i sammenhæng med ’Große Fuge’ (som oprindelig blev skrevet som den 13. strygekvartets sjette og sidste sats, men senere udgivet separat). Det er på alle måder stor musik, som Beethoven selv ærbødigt kaldte sin ”kære“ kvartet. Cavatinaens smukke melodi kunne bringe tårerne frem hos Beethovens selv, på trods af komponistens totale døvhed! Den afsluttende Große Fuge blev i samtiden opfattet som ”Babelsk forvirring” og ”Ligeså ubegribelig som kinesisk”, men regnes i dag vidt og bredt som Beethovens største bedrift