For otte år siden besøgte den da 22-årige Lise de la Salle os for første gang. Dengang fik hun skudsmålet ’a talent in a million’ (The Gramophone) og vi så frem til at møde et ustoppeligt klaverfænomen. Hendes ry som ekstrem virtuos men også unikt udfoldede musikalske personlighed er kun vokset siden da, og det er ikke for meget sagt, at hun nu har fulgt en stjernes bane fra barn til voksen uden at forråde det kælenavn, hun fik af Franskrigs store avis Nice-Matin: ’Tangenternes fe’.

Lise de la Salle har kaldt sit program ’Paris’ efter sin elskede hjemby, og forklarer selv hvorfor: ’Alle programmets komponister har boet i Paris i kortere eller længere perioder, og byen har påvirket deres liv og musik på forskellig vis. Mozart tilbragte nogle af sine vigtigste år i byen og havde et had/kærlighedsforhold til Frankrig og Paris. Ravel studerede hos Fauré ved konservatoriet i Paris og de to Chopin-ballader er komponeret i Paris.’

De musikalske referencer til ’byernes by’ begynder med Mozarts leg med både stigende og faldende kromatik og en efter mozartske forhold ganske vemodig stemning i rondoen fra 1787 og den ligeledes sagtmodige fantasia fra 1782. Rondoen i D-dur, der afslutter den lille Mozart-afdeling er oprindelig skrevet for violin og orkester.

Ravels sonatine er i den indledende sats gennemsyret af parallelle kvinter og kvarter. Et harmonisk kendetegn ved den impressionistiske stil, der søgte at frigøre harmonikken fra sin tidligere bundethed. Efter en enkel vals i midten, slutter den virtuose og krævende sidstesats i en rytmisk tagfat mellem 3/4 og 5/4.

Også Ravels store klaverværk Miroirs kræver mildt sagt en virtuos pianist. Lise de la Salle har valgt tre satser ud – heriblandt de to, som sidenhen blev arrangeret for orkester af Ravel selv: Den vuggende og malende beskrivelse af båden, der duver på oceanet og den graciøse serenade med vanvittigt svære passager, der farves af spansk musikkultur.

Efter tre af Faurés smukke og højt skattede barcaroller danner to af Chopins ballader den sidste udflugt i det parisiske. Den første har den ære at være det højest elskede Chopin-værk af både Robert Schumann og Chopin selv. Stykket kommer vidt omkring i stemninger og tematikker – og taktarterne skifter mellem 4/4, 2/2, 6/4 og 6/8.

Ballade nr. 4 er måske den kendteste af Chopins fire ballader. Dertil kommer at den regnes for at være den sværeste – ikke mindst på grund af en gnistrende og rasende hurtig finale.